
Pokal-optakt inden afgørende kampe mod AB
05.12.2023 12:16
Superligaen er gået i vinterhi, men FC Nordsjælland har stadig tre afgørende kampe, der skal spilles, inden den står på juleferie. På onsdag og lørdag er der en plads i pokalsemifinalen på spil, når vi over to opgør møder AB i Pokalturneringens kvartfinale. Da AB's hjemmebane på Gladsaxe Stadion er lukket ned for sæsonen, spilles begge opgør i Right to Dream Park. Og selvom Cheftræner Johannes Hoff Thorup på turneringens vegne er ærgerlig over ikke at skulle til Gladsaxe, så er det sportsligt en fordel at begge opgør finder sted under vante rammer. - På pokalfodboldens vegne, så synes jeg faktisk, at det er lidt ærgerligt, at vi ikke skal en tur til Gladsaxe og spille. Det er jo en del af pokalfodbolden, at man kommer ud og spiller på andre stadioner - og at fans rundt omkring kan opleve pokal-stemingen, som er noget specielt. - Men på vores vegne ud fra et resultatsmæssigt synspunkt, så er det selvfølgelig svært at være utilfreds, lyder det fra Johannes Hoff Thorup.
En traditionsrig klub
Modstanderen i de to kvartfinaler har en lang og stolt tradition bag sig med ni DM-titler og 27 top-tre placeringer i Danmarks bedste række. Og Hoff Thorup har da også stor respekt for AB. En klub, hvor han selv startede sin trænerkarriere i ungdomsrækkerne. - Det er en traditionsrig klub. De har altid været kendt for at have et godt talentudviklingsmiljø. Det er en klub med mange år på bagen og en stor tradition, så vi glæder os selvfølgelig til at spille imod dem. - Det forbehold vi selvfølgelig skal have, er, at det her er en lidt større kamp for dem, end hvad de plejer at spille. Så vi kan godt se ind i, at det bliver et hold, som kommer hertil og vil forsvare. Og der skal vi være gode til at kunne bryde et hold ned, som vil forsvare sig herorisk.
Et godt udgangspunkt er afgørende
Hoff Thorup håber naturligvis på, at den første kamp vil kaste en sejr af sig - og gerne en komfortabel en af slagsen, så der kan doseres med spilletiden frem mod næste uges vigtige europæiske kamp mod Ludogorets. Men det betyder på ingen måde, at man tager let på opgaven onsdag aften. - Vi skal selvfølgelig vinde kampen onsdag. Og så må kampbilledet vise, hvor godt et udgangspunkt, vi kan lave for os selv. Hvis vi kan se muligheden for at lave mange mål i løbet af kampen, så skal den selvfølgelig gribes. For det vil selvfølgelig være fantastisk for os. - Men det er altid svært at gå ind til, for AB vil helt stensikkert kommer med en masse energi og være på tæerne så lang tid, de overhovedet kan holde til. - Der vil selvfølgelig være noget rotation - både fra kampen i søndags og også fra kampen onsdag til kampen på lørdag. Sådan har det været hele sæsonen igennem. Og vi har også en vigtig europæisk kamp i næste uge, så vi skal selvfølgelig dosere spilletiden og kigge lidt på nogle af de spillere, som har spillet meget og set på, om vi kan give dem lidt restitution undervejs.
Drømmen om pokalfinalen
Sidste sæson var FC Nordsjælland snublende tæt på at ende i pokalfinalen, men måtte se sig slået af FC København over to kampe. Derfor vil det da også betyde meget endnu engang at nå til semifinalen i pokalturneringen. Og troen på både pokalsemifinale en pokalfinale er stor, lyder det fra Cheftræneren. - Det vil selvfølgelig betyde meget for os at spille os videre til semifinalen i pokalen. Det vil igen give os en mulighed for at komme i den pokalfinale, som vi rigtig gerne vil. Nu var vi tæt på sidste år, så i år håber vi, at det kan lade sig gøre. Og så vil vi selvfølgelig gerne i en finale for at vinde den. Så det er det, vi går efter. Og vi synes, at vi har kvaliteterne til det. De to kampe mod AB bliver samtidig sidste mulighed for FCN-fans, hvis de vil opleve spillerne på tætteste hånd i år. Og Johannes Hoff Thorup håber på, at fansene giver den alt, de overhovedet har i sig her i slutspurten. - Jeg vil opfordre fansene til at komme på stadion og give det allersidste, de har i sig. Jeg håber virkelig, at så mange som overhovedet muligt både kommer til de to AB-kampe og også tager turen med til Bulgarien i den sidste europæiske kamp i gruppespillet. For det kommer der til at være behov for dernede.
📅 De to pokalkvartfinaler mod AB spilles henholdsvis onsdag den 6. december klokken 18.00 og lørdag den 9. december klokken 15.30.
🎟️ Har du sæsonkort til Right to Dream Park? Så husk, at du kan benytte det til onsdagens pokalkamp.
Kampen på lørdag er officielt en udekamp - selvom den spilles i Right to Dream Park. Derfor er der ikke adgang til denne kamp med sæsonkort.
🏟️ Desuden inviterer FC Nordsjælland alle borgere i Furesø og Gladsaxe kommune gratis på stadion, hvilket du kan læse mere om her
Der vil også være gratis chips til de 500 første fans på stadion.







