Academy to Superliga: Lucas Høgsberg
25.04.2023 16:16
16-årige Lucas Høgsberg er en lokal Farum-dreng helt ind til benet. Siden han i børnehaven begyndte at spille i Farum Boldklub har, han drømt om en dag at få debut for FC Nordsjællands førstehold.
Den drøm blev til virkelighed, da han til stående applaus fra hjemmepublikummet i Right to Dream Park blev skiftet ind i pokalkampen mod Aarhus Fremad den 5. april i år.
Du kan blive lidt klogere på det nye medlem af Superliga-truppen her.
Mikkel Hemmersam, sportschef for akademiet:
– Høgsberg er jo en, der har startet til fodbold i Farum Boldklub som helt ung og har været her lige siden. Han er en fantastisk repræsentant for Farum Boldklub, men også for FC Nordsjælland. Vi vil også gerne takke hans familie for deres store indsats for Farum Boldklub og meget konstruktive dialog om Høgsbergs udvikling som spiller og person.
- Han har de kvaliteter, der skal til for at være en moderne back. Han er hurtig, han er god på bolden og han offensivt stærk. Som ung spiller er der selvfølgelig nogle ting, hvor han skal bygge på - eksempelvis i det defensive arbejde. Men der har han allerede forbedret i den seneste periode.
- Sidst men ikke mindst har han et hjerte og en personlighed, der banker for FC Nordsjælland. Derfor var det også helt naturligt at rykke ham op på førsteholdet.
Lasse Stensgaard, transitionstræner:
- Han er en meget moden ung gut. Han er nok lige et år forud i forhold til andre spillere på hans alder. Han har vist at han hurtigt kan tilpasse sig de forskellige niveauer. Fra først at løfte sig til at blive en rigtig god U17-spiller, rigtig hurtigt blev en god U19-spiller, en dygtig U-landsholdsspiller - og nu altså har vist sig at være god nok til at kunne træne med i Superligatruppen.
- Man kan sige, at overgangen fra ham har været hurtig. Men det har været hans egen fortjeneste. Han har inden for det sidste år gennemgået en transition fra offensiv spiller til defensiv spiller. Og det synes jeg har vist sig at være det helt rigtige for Høgsberg.
Lucas Høgsberg:
- Jeg skrev min første kontrakt som 15-årig - og det var dér, det for alvor gik op for mig, at jeg kunne satse på fodbolden. FC Nordsjælland har altid været målet for mig. Dels fordi jeg er en Farum-dreng, men også fordi, at jeg føler mig rigtig godt tilpas i den kultur, der er heroppe.
- Derfor var det også en kæmpe drengedrøm for mig at få debut for førsteholdet. Jeg havde alle mine venner og min familie siddende ude på tilskuerpladserne og fansene var helt fantastiske. Så det var en kæmpe forløsning for mig at få lov til at løbe på banen. Og det er forhåbentlig bare startskudet. Jeg håber at få lov til at spille en masse kampe for klubben i fremtiden.
- Det er super fedt at få lov til at træne med superligatruppen. Der er virkelig en kæmpe vindermentalitet på holdet - og man bliver presset hver dag til træning. Man skal være der 100 procent, ellers kan du ikke være med. Det betyder også, at jeg udvikler mig hver dag. Og jeg har virkelig kunne mærke en udvikling i løbet af det sidste halve år.