Mandagens topopgør bliver årets Veteran-match
30.09.2022 11:27
Mandag aften er ikke kun et topopgør i 3F Superligaen. Det bliver ligeledes årets Veteran-match i Right to Dream Park, hvor de danske krigsveteraner hyldes.
I et tæt samarbejde med DIF Soldaterprojekt i Danmarks Idrætsforbund dedikeres mandagens topopgør mod Randers FC til Danmarks veteraner.
Der er tale om Veteran-match 2022 – en kampagne af hyldestkampe, hvor toppen af dansk fodbold, ishockey og håndbold i løbet af september måned går sammen om at styrke indsatsen for Danmarks veteraner.
Oplæg, pins og trøjeauktioner
Allerede i forbindelse med sidste års Veteran-match blev FC Nordsjælland den første klub i landet til at give fri entré til alle soldaterveteraner til enhver hjemmekamp i 3F Superliga og Gjensidige Kvindeliga.
Mandag aften samler vi i dagens anledning veteranerne i en særlig sektion på lægterne, og udvalgte steder på stadion vil der blive solgt Veteran-match-pins til 25 kr. stykket.
FC Nordsjælland donerer ligeledes en række signerede matchworn spillertrøjer med Veteran-match-logoet trykt på brystet, som vil blive bortauktioneret. Overskuddet fra salget af pins og auktionerne går direkte til foreningsaktiviteter under Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt, der arbejder for idrætstilbud til skadede veteraner ude i foreningslivet.
Mellem opvarmning og indløb hyldes de danske veteraner med et minuts klapsalver – find derfor gerne vej til din plads i god tid inden kickoff og vær med til denne hyldest.
- Anerkendelsen af Danmarks veteraner er en helt afgørende del af vores Veteran Match-koncept. Veteranerne har kæmpet for vores land i verdens brændpunkter, og desværre vender en del af dem hjem til en svær hverdag med ar på krop og sjæl. De fortjener støtte og anerkendelse, og her har professionelle sportsklubber noget helt særligt at byde ind med. I DIF er vi taknemmelige for, at så mange klubber i år er med til at hylde veteranerne. Det bliver stort og rørende at opleve, siger Frans Hammer, næstformand i DIF og medlem af styregruppen bag Veteran Match.
Inden kampen vil DIF holde indlæg i loungerne for at udbrede kendskabet og støtten til projektet og kampagnen.
Der er kickoff kl. 19:00, og billetsalget er i fuld gang på billet.fcn.dk.
FAKTA om Veteran-match
Formålet med Veteran-match 2022 er at hylde de danske soldaterveteraner og skabe gode rammer for at få dem ud på arbejdsmarkedet.
Bag Veteran-match står DIF Soldaterprojekt, alle fodboldklubber fra 3F Superligaen, hele Metal Ligaen (ishockey), stort set alle klubber fra HTH Herreligaen (håndbold) samt en række kommuner over hele landet. Derudover deltager enkelte klubber fra fodboldens og håndboldens sekundære rækker.
I alt bliver der i september og primo oktober afviklet 34 hyldestkampe fordelt på 3F Superliga, Metal Ligaen, HTH Herreligaen, Nordic Bet Ligaen, 2. division i fodbold og 1. division i håndbold.