FC Nordsjælland hylder og giver livsvarig gratis entré til danske veteraner

13.10.2021 07:30

Til søndagens 3F Superliga-kamp mod FC Midtjylland hylder FC Nordsjælland Danmarks soldaterveteraner i samarbejde med Dansk Idrætsforbund. I denne forbindelse holder klubben oplæg om Afghanistan-krigen, samler penge ind og giver evig gratis entré i Right to Dream Park til veteranerne.

På søndag markerer FC Nordsjælland Veteran Match, som del af det et landsdækkende soldaterprojekt, søsat af DIF. Formålet er at hylde de danske veteraner og hjælpe dem tilbage til et bedre civilt liv. I den forbindelse har FC Nordsjælland etableret flere lokale initiativer for både at sætte fokus på emnet i kampagneperioden og gøre en forskel på den lange bane.

Oplæg på Marie Kruses Gymnasium
Khalida Popal og Philip May holder et oplæg sammen onsdag den 12. oktober på det lokale Marie Kruses Gymnasium. Eleverne vil høre om begge deres oplevelser i Afghanistan.

Khalida Popal, afghansk kvinde og medarbejder hos FC Nordsjælland, holder sammen med Philip May, tidligere dansk soldat udstationeret i Afghanistan, opvokset i Farum og stor FCN-fan, et oplæg for nogle af gymnasiets elever, hvor de gennem deres egne oplevelser sætter fokus på spørgsmålet: Har krigen været forgæves, nu hvor Taliban er tilbage ved magten?

Philip lever med efterveer og udstationeringen har ændret hans liv, men har det været forgæves? Den tvivl perspektiverer Khalida og fortæller om hendes kamp for rettigheder og om hvordan tilstedeværelsen af vestlige styrker har gjort en forskel for hende og en hel generation.

Danmarks Radio vil være til stede på Marie Kruses Gymnasium og dækker eventen i TV Avisen klokken 21.00 torsdag aften.

matchday: Hyldest og donation
Både i shoppen, på stadion, i fanzonen og i lounges vil der blive solgt særlige pins til 50 kroner stykket. Hele beløbet går til arbejdet med at styrke skadede veteraners foreningsdeltagelse.

Ligeledes donerer FC Nordsjælland en række signerede match worn spillertrøjer. Kamptrøjerne bortauktioneres, og pengene herfra går ligeledes til at støtte ovenstående formål.

På lægterne vil flere lokale soldaterveteraner være til stede og vil blive hyldet. Efter slutfløjt afholdes et arrangement i GSV Loungen, hvor veteraner på stadion er meget velkomne til snacks, drikkevarer og hygge.

Langsigtet: Right to Dream Park vil altid være åbent for veteraner
FC Nordsjælland bliver den første klub i landet, der giver fri entré til alle soldaterveteraner til enhver hjemmekamp i 3F Superliga og Gjensidige Kvindeliga. Veteranerne skal blot fremvise deres veterankort i billethuset eller sende det på mail til [email protected] for at få to billetter til den ønskede kamp.

Ligeledes vil veterankortet også give 10% rabat FCN Experience shop.

Generelt vil FC Nordsjælland gerne åbne op for, at Right to Dream Park kan blive et hjem og et mødested for de veteraner, der er kommet hjem fra udsendelse med ar på enten krop eller sjæl. Både i forbindelse med kampdage, men FCN har også løbende dialog med militæret og veteraner omkring, hvordan klubben, dens faciliteter og ressourcer kan understøtte nuværende samt fremtidige initiativer.

Trine Hessellund Hopp Møller, Co-CEO hos FC Nordsjælland:
– Vi er utrolig glade for at være med på DIF’s fantastiske projekt i år. Undervejs i dialogen og arbejdet er vi blevet opmærksomme på, at problemstillingen også gør sig gældende i vores lokalområde. Vi har flere militærbaser i nærheden, hvoraf en fortsat er aktiv, og engang var mange af de lokale forretninger i Farum til stede grundet de mange soldater i byen.

– Vi har valgt at gå ind i projektet på vores egen måde. Vi vil altid gerne uddanne og oplyse, hvis vi har oplagte ressourcer til det, hvorfor vi er meget glade for, at Khalida og Philip har sagt ja til at besøge gymnasieleverne på Marie Kruses Gymnasium. Det faktum, at vi har mennesker i og omkring klubben, der har erfaringer fra hver sin side af krigen, gør, at vi har noget værdifuldt at spille ind med.

– Samtidig handler det jo om at give muligheder til veteranerne. Vi kan forstå, at nogle veteraner sommetider mangler et frirum eller et fællesskab, og der skal en fodboldklub som vores stå klar med åbne arme. Vi vil gerne være et trygt hjem, og vi glæder os til at byde indenfor for første gang på søndag.

FC Nordsjælland vil gerne takke Dansk Idrætsforbund, Philip May, Khalida Popal, Furesø Kommune og Marie Kruses Gymnasium for samarbejdet omkring Veteran Match.


Fakta om Veteran Match:
– Formålet med Veteran Match 2021 er at hylde de danske soldaterveteraner og skabe gode rammer for at få dem ud på arbejdsmarkedet.

– Det sker dels gennem et netværksarrangement, hvor veteranerne i trygge rammer mødes med erhvervslivet, dels gennem en række match day-arrangementer i efteråret med forskellige aktiviteter, som hylder de danske veteraner.

– Sammen med bl.a. salget af særlige pins går overskuddet til at styrke arbejde med skadede veteraners foreningsdeltagelse.

– Bag Veteran Match 2021 står DIF, samtlige hold i Metal Ligaen, en lang række fodboldklubber fra 3F Superliga og NordicBet Liga samt en række kommuner.

– Ambitionen er, at Veteran Match bliver en fast tilbagevendende begivenhed – over hele landet og i flere sportsgrene.

– Fra 3F Superliga og NordicBet Liga deltager AaB, Brøndby IF, Esbjerg, F.C. København, FC Midtjylland, FC Nordsjælland, Lyngby Boldklub, OB, Randers FC, SønderjyskE, Vejle og Viborg FF.

– Fra Metal Ligaen deltager Aalborg Pirates, Esbjerg Energy, Frederikshavn Whitehawks, Herlev Eagles, Herning Bluefox, Odense Bulldogs, Rungsted Seier Capital, Rødovre Mighty Bulls og SønderjyskE.