Frese efter 50 kampe: Det betyder rigtig meget
23.03.2022 13:28
Da Martin Frese i det 73. minut blev skiftet ind i kampen mod FC København, var det samtidig kamp nummer 50 i FCN-trøjen for vores venstreback.
Ved sidste hjemmekamp mod SønderjyskE rundede Oliver Antman 50 kampe med tigeren på brystet og i søndags mod FCK, var det Martin Freses tur.
24-årige Frese kom til FCN som U15-spiller, og efter nogle gode år på akademiet blev han i sommeren 2017 en fast del af Superligatruppen. Sidenhen hen har han været meget igennem og derfor betyder det også meget for ham at runde denne file milepæl:
- Det er selvfølgelig stort for mig at have spillet 50 kampe for klubben. Jeg er meget stolt af de ting, jeg har oplevet og været igennem. Jeg har været i klubben i ni år, så det betyder rigtig meget for mig, siger Frese og fortsætter:
- Når jeg kigger tilbage på de 50 kampe, så har der selvfølgelig været nogle store momenter, blandt andet flere afgørende top seks kampe og en bronzemedalje. Men min debut og mit første mål er noget, som stadig sidder tydeligt i mig i dag som nogle ekstra store oplevelser.
Fremtiden skal byde på endnu mere udvikling
Som Frese selv nævner ovenover, så har han oplevet meget igennem i de ni år, han har været i klubben. Derfor føler han sig vel rustet og klar til, hvad fremtiden må bringe.
- Jeg synes, at jeg har rykket mig meget på banen, men jeg synes stadig, at jeg kan nå meget længere. Der er aldrig en stopklods i fodboldverdenen, så det handler bare om at udvikle sig hver dag. Jeg er glad for det spillemæssige niveau, jeg er på nu, men jeg sigter selvfølgelig efter endnu mere.
- På det personlige plan har jeg også udviklet mig rigtig meget. Med det, jeg har været igennem, føler jeg, at jeg er forberedt på alt, hvad der skulle komme min vej i fremtiden.
- Det vigtigste for mig, er, at jeg kommer til at blive ved med at udvikle mig som person og spiller. FCN er det perfekte sted at udvikle sig på de punkter, så rammerne er der til det.
- Jeg sætter meget pris på de mange år, jeg har været her, og forhåbentligt kommer der mange flere gode minder i fremtiden, afslutter Frese.
Næste opgave i 3F Superligaen for Frese og holdkammeraterne er den 3. april, hvor vi sparker Kvalifikationsspillet igang mod OB på udebane.