Antman om 50 kampe: Vil altid huske min debut
18.03.2022 09:38
I sidste runde spillede vores 20-årige finne, Oliver Antman, senior kamp nummer 50 med tigeren på brystet. Vores nummer 22 fortæller nedenunder lidt omkring mindeværdige momenter og fremtidige ambitioner.
- Jeg var faktisk meget overrasket, da jeg så, at jeg allerede har spillet 50 kampe. Jeg har selvfølgelig været i truppen i en del år nu, men at jeg har spillet 50 kampe, kom stadig en smule bag på mig.
- Som meget ung spiller er det ikke nemt at spille med på seniorniveau, men jeg har altid haft en enorm støtte blandt mine holdkammerater og trænere. Så der skal lyde en stor tak til alle i og omkring klubben.
De sidste års tid har vi haft flere spillere runde 50 kampe, inden de er fyldt 21, og ved hjemmekampen mod SønderjyskE i sidste uge blev det så Oliver Antmans tur.
Når den 20-årige angriber kigger tilbage på den forestående 50 kampe, så stikker én kamp tydeligt frem - debuten på udebane mod FC Midtjylland den 30. marts 2019.
- Min debut mod FC Midtjylland på udebane er klart en kamp, som jeg altid vil huske. Jeg havde været med på bænken et par gange inden, men det hele skete meget hurtigt på dagen. Jeg løb og varmede op, som jeg havde gjort til de foregående kampe og pludselig fik jeg besked på, at jeg skulle gøre forberede mig på at komme på banen.
- I momentet var der ikke tid til at tænke meget, så da jeg blev skiftet ind, var jeg ikke nervøs, da det nok ikke var gået op for mig, at jeg skulle ind til mine første minutter i 3F Superligaen.
- Men det er uden tvivl et stort moment i min karriere indtil videre og noget, som jeg vil kigge tilbage på i fremtiden med stor glæde.
- Udover dén kamp, så vil jeg også huske momenter, som 3-2 sejren i Aarhus i forrige uge og den følelse der var i omklædningsrummet efter kampen. Der var en helt speciel følelse i omklædningsrummet efter kampen, og det er jo sådanne følelser, vi jagter som professionelle atleter.
Vores jubilar ser lyst på fremtiden, hvor han, udover egne ambitioner, vil jagte et højere niveau og europæiske kampe med hele truppen.
- Jeg har selvfølgelig ambitioner for min egen udvikling, men jeg ser også frem til, at vi som hold kommer til at rykke os endnu mere. Vi har både potentiale og kvalitet til mere, end vi har vist i denne sæson.
- Måden FCN er bygget på og med de kvaliteter vi har, så kan vi tillade os at jagte endnu mere i fremtiden. Personligt vil jeg rigtig gerne spiller europæiske kampe i Farum, og det tror jeg bestemt også er muligt i fremtiden!
Stort tillykke med den flotte milepæl, ‘Oli’!