FC Nordsjælland restrukturerer klubbens ledelse

19.08.2022 09:03

FC Nordsjællands ledelse har besluttet at restrukturere sig selv og styrke organisationen. Det medfører ændringer, som kommer til at geare klubben bedre til at håndtere de voksende krav, sætte personer i de stillinger, hvor de kan gøre den største positive forskel, og styrke klubbens kerneområder i forhold til udviklingen af unge mennesker gennem fodbolden på klubbens akademier.

Klubben ønsker at ændre og optimere den sportslige ledelsesstruktur for at imødekomme den konstant stigende konkurrence udefra og de store ambitioner indefra. Derfor ændres strukturen nu fra en enkelt Sportsdirektør over til tre Sportschefer, der får hvert deres klart definerede ansvarsområde, og et tæt samarbejde imellem dem skal sikre synenergier til glæde for alle medarbejderne i den sportslige sektor og for vores mange spillere fra seniorholdene og ned til de yngste akademihold.

Da bestyrelsesformand Jan Laursen samtidig har udtrykt et ønske om at blive en del af den daglige ledelse igen, og derfor træder tilbage som formand, passer timingen fint til omstruktureringen. Laursen bliver nu Sportschef for Superliga-setuppet i FCN med ansvar for holdet, staben og transfers samtidigt med, at han bliver i bestyrelsen. Klubejer og bestyrelsesmedlem Tom Vernon overtager ansvaret som formand, som han har varetaget før.

FCN ønsker at have en tilsvarende rolle med fokus på klubbens Kvindeliga-hold, og jagten på den rette til Sportschef-rollen er sat ind og forventes besat i den nærmeste fremtid.

Klubben vil fordele mere ansvar ud på flere hænder og stærkere ledelse i hverdagen, og derfor vil klubbens femstjernede akademi få en øverst ansvarlig i den hidtidige Sportsdirektør, Mikkel Hemmersam, hvis opgave som Sportschef for Akademiet bliver at stå i spidsen for den fortsatte udvikling for både drenge- og pigeakademierne, med ambitionen om at være Nordens førende akademi, på både den korte og lange bane, og i endnu højere grad skal kunne konkurrere med de bedste akademier i europæisk fodbold samt skabe endnu mere fælles værdi med organisationens to andre akademier i Ghana og Egypten.

Den øverst ansvarlige i klubben bliver Trine Hesselund Hopp Møller, der bliver CEO i FCN. Trine Hesselund Hopp Møller har imponeret klubbens ejerskab og ledelse, siden hun kom til for godt halvandet år siden med det primære ansvar for klubbens administration og kommercielle afdeling, og får nu derfor det overordnede ansvar i FC Nordsjællands dagligdag. Under sig får hun en COO i Phil Radley, der igennem flere år har gjort en stor indsats i administrationen af Right to Dreams globale organisation, og hans fokus i FCN vil være på at administrere de forskellige ansvarsområder under klubbens sportslige afdelinger. Klubdirektør Søren Kristensen vil fortsat være ansvarlig for FC Nordsjællands projekt med etableringen af et nyt akademi og hovedkvarter i Hillerød. En potentiel milepæl for klubbens fremtid.

 

Bestyrelsesformand Tom Vernon:

- Vi kan og skal gøre det endnu bedre i FC Nordsjælland, hvor vi fortsat skal sætte en standard for det, vi er bedst til. Det kræver stærkere og endnu mere tydeligt lederskab hver eneste dag, og det mener vi, at den nye struktur kan og vil give os. Det er alle mennesker, der har bevist deres værd inden for de specifikke fagområder, som de nu skal stå i spidsen for, og de afklarede roller, tror vi på, kan hjælpe dem til at lede os mod en fortsat fremgang i både FC Nordsjælland og Right to Dream.

 

CEO Trine Hesselund Hopp Møller:

- Vi har lyttet til input fra medarbejderne i dagligdagen, og vi har på ledelsesplan kigget på de krav og det potentiale, som Right to Dreams og FC Nordsjællands vækst og udvikling vil give os i fremtiden. Derfor er det vigtigt for os at agere og placere mere ansvar hos flere personer, så vi kan fortsætte fremgangen, og samtidig være en god arbejdsplads, udviklingsplatform og samlingspunkt i vores lokalområde i Nordsjælland frem for at tage ting for givet. Vores lederteam bliver større nu og kommer til at bestå af enormt dygtige mennesker med stor erfaring, store spidskompetencer og stor viden omkring vores organisation, og vi kan derfor stille større forventninger til hinanden, ligesom vores ansatte, vores samarbejdspartnere, fans og omgivelser med rette kan stille store krav til os.

 

Bestyrelsesmedlem & Sportschef for Superliga-holdet Jan Laursen:

- Det har været en stor ære at være Bestyrelsesformand for den klub, som jeg har delt over halvdelen af mit liv med, og jeg har lært meget det seneste halvandet år. Men det er også blevet meget klart for mig, at jeg har brug for at være tæt på mennesker i min dagligdag og kunne bruge mine spidskompetencer der, hvor de gør den største forskel. Vi har nu bygget en struktur, hvor der kan være tydeligt lederskab på de specialområder, hvor vi skal være ekstra dygtige, og jeg glæder mig enormt meget til at varetage det store ansvar for vores Superliga-holds udviklings- og præstationsmiljø sammen med de mange dygtige og passionerede mennesker, vi har i organisationen, og jeg ved, at mine to kollegaer i spidsen for Kvindeliga-holdet og vores akademi vil gøre det samme.

 

FC Nordsjællands nye ledelse består dermed af:

CEO Trine Hesselund Hopp Møller

COO Phil Radley

CFO Flemming Junggaard Skou

Sportschef for Superliga Jan Laursen

Sportschef for Akademi Mikkel Hemmersam

Sportschef for Kvindeholdet

Klubdirektør Søren Kristensen – Udvikling Hillerød