Unge tigre fik en speciel oplevelse

10.11.2011 23:00

Marcus Ingvartsen og Christian ”TK” Køhler repræsenterede FCN i sidste uge på det danske U/16 landshold, der spillede to kampe i Israel.

I sidste uge var FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen og Christian "TK" Køhler med U/16 landsholdet i Israel, hvor landsholdet spillede to venskabskampe mod Israel. Den første kamp blev spillet den 1. november, mens den anden kamp blev spillet to dage senere. At gå på banen til en landskamp iført den rød/hvide landsholdsdragt var noget helt særligt for "TK", der ligesom Ingvartsen til dagligt spiller på FCNs U/17 mandskab. - Det var en meget speciel oplevelse. Det var første gang, at os fra årgang 96 var sammen. At gå på banen og synge den danske nationalsang for første gang var meget specielt, siger Christian "TK" Køhler. FC Nordsjælland bruger det samme system gennem alle rækkerne, lige fra de yngste årgange og op til Superligaholdet. Noget man tilsvarende også gør på landsholdet, der spiller samme system som FCN. - Det er jo andre spillere, som jeg spiller sammen med på landsholdet. Men på landsholdet bruger man det samme spilsystem, som man gør i FCN. Jeg havde dog en lidt mere offensiv rolle på landsholdet, og jeg skulle derfor lære at spille mere offensivt, siger "TK". Begge FCN spillerne startede inde i den første af de to venskabskampe, og bidrog til at Danmark i perioder spillede en fin omgang fodbold. Den sidste skarphed manglede dog, og derfor blev det til et 0-3 nederlag. Det blev revancheret i det andet opgør, hvor de to spillere blev skiftet ind i løbet af kampen og var med til at sikre en dansk sejr. - Den første kamp blev ikke den store succes rent resultatmæssigt. Det var første gang vi spillede sammen, men alligevel spillede vi rimeligt godt. Vi var ikke dygtige nok på den sidste tredjedel af banen, og fik ikke skabt nok chancer. Vi fik dog rettet det til anden kamp, hvor vi vandt 2-1, fortæller Christian "TK" Køhler. - Jeg har fået rigtig mange indtryk med mig hjem fra Israel, og jeg har lært meget af træneren og de øvrige spillere, siger FC Nordsjælland spilleren. På søndag skal Marcus Ingvartsen og Christian "TK" Køhler igen i kamp, når tigernes U/17 hold på udebane møder HB Køge.