Tung onsdag i Randers for U19-drengene

11.09.2026 11:53

Efter lørdagens sikre sejr over FC Midtjylland var der håb om, at U19-holdet i den nye 3-4-3-formation kunne fortsætte fremgangen i den fra weekenden fremrykkede kamp ude mod Randers Freja FC onsdag eftermiddag, men sådan gik det desværre ikke.

- Vi får en virkelig hård start, hvor to individuelle fejl gør, at vi er bagud 2-0 inden for de første 10 minutter, så vi havde noget af et bjerg at bestige derfra. Og vi kommer faktisk godt tilbage, får momentum over på vores side og får reduceret.

- Men efter pausen får vi så et par mavepustere til. Først får vi rødt kort på en omstilling, og så scorer de med et spark fra midten af banen over vores målmand. Vi kæmper dog videre og får reduceret igen, men så får vi et rødt kort mere for protester. Så vi slutter ni mod 11, men får faktisk stadig presset på for en udligning til sidst, så vi gjorde trods alt et godt forsøg på at bestige bjerget. Men der er heller ikke noget tvivl om, at det var et bjerg, vi selv havde skabt, og det er selvfølgelig meget skuffende, siger U19-cheftræner Mathias Thomsen.

Så det blev en tung onsdag i Randers, om end det også skal noteres, at norske Leo Dorsin blev skiftet ind til sin FC Nordsjælland-debut i det 72. minut.

Næste opgave for U19-holdet er lørdag den 19. september, hvor FC København kommer forbi Right to Dream Park. Der er kickoff klokken 13.30.

9 september 2026
5.⁠ ⁠runde: Randers Freja FC - FCN 3-2 
 4: 1-0 Hector Lux Høyrup
 9: 2-0 Selvmål (Villads Rutkjær)
20: 2-1 Oliver Klang
60: 3-1 Ousseynou Fall Seck
83: 3-2 Vaboue Doumbia 

Startopstilling:
Andreas Søndenbroe
Villads Rutkjær - Oskar Wørts - Magnus Rasmussen
Tjalfe Svendsen - Arthur Israel - Oliver Klang - Noah Okyere 
Rayan Bardghji - Leonel Eklund - Nico Ercan

Udskiftninger:
72: Vaboue Doumbia ind for Noah Okyere
72: Mohamed Daff ind for Arthur Israel
72: Leo Dorsin ind for Nico Ercan
92: Leutrim Calluku ind for Oliver Klang

Udvisninger:
53: Oskar Wørts
86: Rayan Bardghji