Vigtig U19-sejr i Vejle

27.10.2026 16:07

Efter tre kampe i træk uden sejr begyndte FC Nordsjælland at være en lille smule presset i forhold til at opfylde delmålet om at kvalificere sig til den top seks, der skal i gang med en direkte kamp om mesterskabet i U19 Ligaen efter 12 kampe i grundspillet. Så kravet var klart før lørdagens opgør i Vejle, for selv om hjemmeholdet lå godt til i toppen, skulle Nordsjælland-drengene meget gerne have tre point med tilbage til Farum.

Og det fik de efter en fremragende indsats af hele holdet og to mål af holdets topscorer William Faber, der nu er oppe på seks mål i sæsonen og en delt tredjeplads på U19 Ligaens topscorerliste.

- Det var en meget overbevisende sejr. Vi syntes, vi var overbevisende ude mod Brøndby, hvor der så lige var 10 minutter, hvor de havde lidt mere momentum end os, men denne gang dominerede vi hele kampen igennem. Det var dejligt, siger cheftræner Mathias Thomsen.

- Vores mål var på forhånd at følge op på den gode præstation i Brøndby, og det gjorde vi, samtidig med vi også fik lagt noget til mod et hold, der jo er kommet virkelig fint fra start i rækken. Så det var en rigtig god performance fra start til slut, og jeg vil specielt rose spillerne for at følge den gameplan, der var lagt, til punkt og prikke.

- Da vi spillede 1-1 i Brøndby sidst, vandt vi skudstatistikken 26-3, men denne gang hed den 30-3, og de havde kun ét forsøg inden for rammen, så Andy i målet havde ikke meget at lave, og det var fedt.

- Eneste kritikpunkt er, at vi gerne ville have lukket kampen lidt før, men vi åbnede stærkt efter en hjørnesparkskombination, som var godt sat op af Kian, og så scorede vi igen til sidst, da Faber var fri ved bagstolpen. Så alt i alt var det en rigtig god tur til Vejle, siger Mathias Thomsen.

Sejren betyder, at FC Nordsjælland rykkede op på ottendepladsen i Ligaen men med kampe i hånden i forhold til de fleste andre hold, der ligger over i tabellen.

Så en afsluttende placering blandt de seks bedste i grundspillet er i høj grad i spil, så kom og støt op om drengene, når de spiller deres næste kamp her på Right to Dream Park mod AGF lørdag 31. oktober, klokken 13.30.

24. oktober 2026
8. runde: Vejle - FCN 0-2
3': 0-1 William Faber
85': 0-2 William Faber