Uafgjort efter vild kamp i Lyngby: Blev ved med at lede efter løsninger

18.10.2026 19:01

Efter en midtuge-kamp i Skotland var blikket atter vendt mod 11. runde i 3F Superligaen, hvor Lyngby ventede på deres hjemmebane. Og dem, der havde taget turen til udebaneafsnittet, fik fuld underholdning for pengene.

Efter en første halvleg, som værterne dominerede stort, gik vi til pausen bagud 2-0, og i anden halvlegs start blev den føring også udbygget til 3-0. Men så skete der heldigvis noget for de rødblusede fra Farum.

Justin Janssen var kommet ind i pausen, og han kunne først reducere til 1-3, inden Runar Norheim få minutter efter gjorde det til 2-3. Malte Heyde, der ligeledes var kommet ind fra bænken, fuldendte comebacket med sin første Superliga-scoring, og således var vi kommet tilbage i kampen på blot seks minutter.

I opgørets allersidste minut fik vi endda tildelt et straffespark, men desværre måtte Nicklas Røjkjær se sit forsøg reddet af Lyngby-keeperen, og vi måtte derfor nøjes med det ene point.

Efter kampen var der rigeligt at forholde sig til som FCN-cheftræner, og Jens Fønsskov Olsen kunne heldigvis finde flere positive ting at fokusere på.

– Jeg sagde til dem i pausen, at vi vel alle sammen godt vidste, at vi havde spildt 45 minutter, fordi det var ikke godt nok. Men efterhånden som vi viser vores tilstedeværelse herude, så blev det bedre, og vi viste, at vi var det bedre hold. Men udgangspunktet fra at vi begyndte at deltage, det var, at det var for dårligt til, at vi kunne kunne hente det hele, og så var vi ved at gøre det alligevel. Så det positive at tage med herfra er, at de ændringer, vi lavede i pausen, de indskiftere der kom ind, var meget positivt, og at vi også var rolige efter målene. – Vi blev ved med at lede efter de løsninger, som vi havde aftalt, spille lidt mere rundt om, stadig få tippet bolde med bagved. Før vi fik beskæftiget den Lyngby bagkæde, som vi slet ikke gjorde i første halvleg, og så rakte ud efter det hele til sidst, men kunne ikke. – Jeg så nogle drenge dernede, som godt vidste, at det her ikke var ikke var særlig godt. Og nogle, der gik ud og turde stikke hovedet ind i busken, der hvor det gjorde lidt ondt og vise hinanden, at vi er et stærkt kollektiv, og at vi har noget substans i det, som vi gør. Se hele interviewet med cheftræneren i FCN-appen.