Runar Norheim: Jeg føler, jeg er ved at knække koden

22.03.2026 10:00

Hvis man tror, at Runar Norheim kommer fra Tromsø, så kan man godt tro om igen. Han spillede sin fodbold i Tromsø og fik sit gennembrud som seniorspiller i den nordligst beliggende fodboldklub af en vis betydning, men han kommer ikke fra Tromsø. Han kommer fra Finnsnes, og det er han stolt af. Og så er det i øvrigt heller ikke ret tæt på Tromsø, når det kommer til stykket og de lange afstande nord for polarcirklen.

- Finnsnes er en lille by med omkring 5000 indbyggere, der ligger syd for Tromsø. Der er godt 150 kilometer, så det tager et par timer at køre, men man kan også tage en færge, der kun tager fem kvarter. Og begge ture er ret flotte med fjeld og natur. Det er noget andet end det flade Danmark, siger den 21-årige nordmand med et grin. - Det var godt at vokse op i Finnsnes, for det er sådan et sted, hvor alle kender alle, og hvor der også er meget stille og roligt. Men fodbolden fylder. Jeg boede et par minutter fra fodboldklubben, så jeg var derovre hele tiden, for det har altid været fodbold for mig. Siden jeg begyndte at kunne kravle rundt, havde jeg en bold i nærheden, og jeg begyndte at spille i klubben, da jeg var fire år gammel. - Vi havde mange gode spillere på holdet, men efterhånden kunne jeg godt mærke, at jeg måske kunne lidt mere, når jeg blev udtaget til forskellige kredshold. Så da jeg var 15, inviterede FC København mig ned til prøvetræning, mens Bodø Glimt også var interesseret, men Tromsø stod klar med en kontrakt, og så valgte jeg det. Det passede med min skolegang, og jeg kendte også allerede klubben lidt i forbindelse med nogle træninger deroppe, så jeg var aldrig i tvivl.

- Så jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 15, men jeg er glad for, at jeg voksede op i Finnsnes, fortæller Runar Norheim om den lille by, hvor der i dag er flere FC Nordsjælland-trøjer, end man kunne have forventet for et års tid siden. For hans mor og far, bedsteforældrene og flere af hans venner bor stadig deroppe og følger flittigt med i Runars bedrifter nede i Farum, mens byen også har kunnet mærke skiftet til FC Nordsjælland. - Ja, der gik jo nogen penge til klubben i Finnsnes også, og dem har de brugt på at opgradere stadion. Det er dejligt at kunne give lidt tilbage på den måde, siger backen om barndomsklubben, der lige er rykket op i den norske 3. division, hvilket er den fjerdebedste række på de kanter.