Det første skridt i jagten på Europa

16.03.2026 14:50

Det var en stærk kollektiv indsats, der sikrede sejren på MCH Arena, for selv om vi manglede fem spillere fra en potentiel startopstilling, stod nye folk klar til at fuldbyrde den gameplan, som Jens Fønsskov Olsen og hans stab havde lagt.

Det gav debut i en startopstilling til Ibrahim Adel, Malte Heyde og Lamine Sadio, mens både Daniel Jóhannesson og Victor Gustafsen blev skiftet ind til Superliga-debut undervejs. Og når man dertil lægger, at vi de seneste tre gange havde tabt stort i Herning, var det fuldt forståeligt, at cheftræneren var en glad mand efter 1-0 sejren over FC Midtjylland.

⁠- Jeg har det selvfølgelig rigtig, rigtig godt, men egentlig er jeg mest glad på spillernes vegne, for de leverede altså en sindssyg eksekvering af vores gameplan. - Så er der også det med, at vi har turdet sige til hinanden i løbet af ugen, at vi godt kunne vinde i Herning. Der var ellers mange udefra, der sagde, at 'det måske er meget godt, at I skal starte i Herning, for så er det overstået, og så kan mesterskabsspillet starte derfra.' Men sådan har vi ikke haft det. - Jeg sagde til spillerne i starten af ugen, at hvis der var nogen, der kunne slå FC Midtjylland på hjemmebane, så var det os, for vi er hinandens kryptonit, og kunne vi sætte noget af det i spil, som vi ved, at vi er dygtige til, så kunne det sagtens blive spændende. - Og det var fantastisk, hvordan spillerne håndterede en svær bane og spillede lidt mere direkte, men stadig ramte det, vi gerne ville. De blev ved med at tro på det og gav alt, og så scorer vi målet. Det var en superflot indsats, og jeg er rigtig glad, siger Jens Fønsskov Olsen, der i pausesnakken blandt andet også havde fokus på bænken.

De skulle nemlig holde sig klar, for det var sådan en kamp, hvor vi ville få brug for alle mand. Og de holdt sig klar og var med til at køre sejren hjem i et opgør, hvor vi havde fire teenagere i startopstillingen og skiftede fem mere ind undervejs. - Jeg synes, at de håndterede det godt, også i den kulisse i en hektisk slutfase hvor det selvfølgelig primært handlede om at forsvare rigtig mange indlæg og andenbolde. Det var de dygtige til at være i. Der var en samhørighed. De var der for hinanden, og de var tæt på hinanden. Men det var også godt, at de havde modet til også at stikke den anden vej. - ⁠Det er en gruppe spillere, der skal udvise noget tålmodighed i hverdagen, fordi der naturligvis er kamp om positionerne, men når de så får muligheden, skal de selvfølgelig også udfolde deres potentiale. Og det var der så sandelig nogen af dem, der gjorde i dag, og det var rigtig godt, lyder det fra cheftræneren efter en kamp, der gav en god start på ambitionen i mesterskabsslutspillet.