På med høretelefonerne: Lyt til forårets portrætter

07.05.2026 05:59

I forbindelse med mesterskabsspillet har vi før hver hjemmekamp skrevet et længere portræt af en af spillerne i vores trup, som du har kunnet læse på vores hjemmeside som en del af optakten til kampen.
Nu har vi kun en hjemmekamp tilbage i mesterskabsspillet, og det er en spændende en af slagsen mod FC Midtjylland, så i den anledning har vi besluttet at lægge de hidtidige fire portrætter ud som oplæste artikler i et podcast-format.

Runar Norheim: Jeg føler, jeg er ved at knække koden

Første afsnit omhandler vores norske back, Runar Norheim, der kom til Farum i sommer. Han har ligesom alle andre skulle vænne sig til livet uden for den lille by Finnsnes, hvor han er vokset op. Men det har en ny hundehvalp, mere spilletid og ikke mindst Farums ro hjulpet på.

Artiklen blev skrevet op til hjemmekampen mod Sønderjyske den 22. marts.

Den stærke keeper-konstellation i FC Nordsjælland med fælles fortid på Vestegnen

Anden episode i serien omhandler manden mellem stængerne, Andreas Hansen, og hans samarbejde med målmandstræner Magnus Pondus . For at fortælle historien om de to, skal man starte på Vestegnen - men vi kommer også en tur til Aalborg og Rishøj, inden vi slutter her på Right to Dream Park.

Artiklen blev bragt i forbindelse med hjemmekampen mod Brøndby IF den 7. april.