Casper Røjkjær bliver cheftræner i norske Fredrikstad

20.05.2026 07:01

Vores assistenttræner Casper Røjkjær skifter med øjeblikkelig virkning til jobbet som cheftræner for Fredrikstad i den norske Eliteserie.

Den nu 34-årige Røjkjær kom til FC Nordsjælland i september 2022 fra en stilling som U17-cheftræner i Silkeborg. Han blev assistenttræner under Flemming Pedersen med fokus på gennembruds- og afslutningsspillet, og det offensive fokus har han fastholdt under Johannes Hoff Thorup og senest Jens Fønsskov Olsen, ligesom det også var temaet for hans UEFA Pro Licens, som han fuldførte i august sidste år.

Arbejdet med at finde en afløser for Casper Røjkjær er allerede påbegyndt.

Fodbolddirektør Alexander Riget

– Vi identificerede Casper som et stort trænertalent i Silkeborg for fire år siden, og vi lykkedes med at rekruttere ham. Siden da har han levet op til alle vores forventninger, og han har udviklet sig rigtig godt i vores stærke trænermiljø. – ⁠Undervejs har han været assistenttræner for Flemming Pedersen, Johannes Hoff Thorup og senest Jens Fønsskov Olsen. Han har haft særligt fokus på den offensive del af spillet og har selvfølgelig også en andel i de flotte sæsoner, vi har haft med både sølv og bronze og to kvalifikationer til at spille i Europa. Desuden har han spillet en vigtig rolle som træner for de hold, der har deltaget i Premier League International Cup. – ⁠Hans kvaliteter som træner har betydet, at der har været interesse for ham udefra, og allerede sidste sommer var der muligheder. Vi har været i dialog hele vejen og er glade for, at han blev et år mere. Vi havde gerne set ham blive endnu længere, men forstår selvfølgelig også, at det er god mulighed og det rigtige tidspunkt for ham nu, og vi har fået en meget fornuftig honorering af Fredrikstad for at frigive ham med øjeblikkelig virkning. – ⁠Røjkjær har altid været et vellidt medlem af vores trænerstab, han har været arbejdsom og fokuseret, og han har været en dygtig træner for spillerne. Nu skilles vores veje, og vi ønsker ham alt det bedste fremover.

Casper Røjkjær

– ⁠Jeg har haft fire fantastiske år i FC Nordsjælland, hvor jeg har mødt så mange dygtige og gode mennesker, som jeg altid vil have med mig i min videre trænerkarriere. Jeg har også fået lov til at arbejde med en hel masse dygtige fodboldspillere, og jeg har lært utrolig meget i løbet af de fire år. – ⁠Det var en stor ære for mig, at jeg i sin tid fik chancen for at skifte direkte fra at være U17-træner i Silkeborg til at blive assistent i Superligaen. Jeg sætter virkelig pris på, at jeg fik den mulighed, og de år, der er gået, og den udvikling, jeg selv har været igennem, er selvfølgelig medvirkende til, at jeg kan sige ja til det job, som jeg nu har taget. – ⁠Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke forlader FC Nordsjælland, fordi jeg har været utilfreds med noget. Jeg har nydt hver eneste dag, men så dukkede den her gode og spændende mulighed op, og den har jeg taget imod. Jeg kan prøve mig af som cheftræner i en god liga i en ung alder, og det er en mulighed, jeg gerne vil gribe. – ⁠Så jeg glæder mig til alt det nye, men samtidig er det også lidt trist at sige farvel til alle mine kolleger og alle spillerne. Heldigvis fik vi rundet af på flotteste vis med bronzemedaljer, og nu glæder jeg mig til at følge holdet og klubben fremover, og jeg ønsker alle alt det bedste. Det har været en fornøjelse.