
FC Nordsjælland starter ude mod GAIS
17.06.2026 13:27
Det blev Gøteborg-klubben GAIS, der blev trukket ud som modstander i Conference League-kvalifikationsrunde nummer to, og det er en opgave som cheftræner Jens Fønsskov Olsen ser frem til:
– Først og fremmest glæder vi os helt enormt meget til at komme ud at prøve kræfter med Europa igen, og vi har jo masser af gode minder fra vores deltagelse i Conference League-turneringen tilbage i efteråret 2023, hvor vi var tæt på at komme videre fra gruppespillet.
– Nu venter der så en spændende udfordring med GAIS som modstander i vores første kvalifikationsrunde. Det er et godt struktureret og hårdt arbejdende mandskab, der er svært at slå, for de tabte kun seks ligakampe ud af 30 i sidste års udgave af Allsvenskan, hvor de sluttede på tredjepladsen, og i denne sæson ligger de også meget godt til på femtepladsen.
– Så vi går til opgaven med den fornødne respekt for modstanderen, men jeg ser os som knebne favoritter, og samtidig er det også godt, at vi åbner med en kort tur til Göteborg, så der ikke er en masse rejseaktivitet forbundet med udekampen.
– Og så er jeg glad for, at vi slutter hjemme i Farum, for der ved vi, at vi er stærke.
Første kamp spilles enten den 22. eller 23. juli i Göteborg, mens der er returkamp i Farum den 29. eller 30. juli.



