Jens efter 6-0 over GAIS: Vi har et stærkt hold

30.07.2026 19:43

Der var europæisk fodbold på programmet i Farum denne torsdag aften. GAIS kom på besøg i returopgøret i Q2 til UEFA Conference League.

Det blev en af de aftener man husker tilbage på. 6-0 stod der på måltavlen efter 90 minutter, og vi kan derfor se frem til flere europæiske oplevelser denne sæson, efter en samlet sejr på 6-1.

Cheftræner Jens Fønsskov Olsen var naturligvis meget tilfreds da vi fangede ham efter kampen.

Cheftræner Jens Fønsskov Olsen:

- Vi ramte et højt niveau. Vi spillede virkelig godt. Vi fik den stærke start, som vi ville, og prøvede at dominere og tage fat i spillet. Så bliver vi selvfølgelig hjulpet på vej af at score nogle tidlige mål, og vi er rigtig dygtige til at reagere på vores egne mål og blive ved med at presse på og jagte det næste mål. Og vi får hele tre af slagsen i første halvleg. Det er en af de ting, jeg hæfter mig ved - at også i pausen er der god stemning dernede, og egentlig bare et fokus på at jagte det næste og lade være med at invitere dem ind. Vi havde ikke noget at forsvare eller gemme på, men skulle egentlig bare se at komme videre. Det gjorde vi. - Vi slår et rigtig stærkt hold, som meget sjældent taber, og som meget sjældent taber med mere end ét mål, når de taber. Med syv U21 spillere i i start-11'eren. Gode indhop. Fantastiske spillere. Vi har et stærkt hold. Vores pres fungerede. Drengene havde på to dage taget de ting til sig, som vi gerne ville rette op på. Jeg er meget, meget glad. Det blev en af de der halv-magiske aftener i Farum, som vi alle sammen elsker. - Det var en god kollektiv indsats, og når vi leverer dem og får hinanden til at se gode ud, så er der også nogle, der popper op og får lavet nogle mål og præsterer godt. Villum Bertelsen, som jo har gjort det fint i den her pre-season og fået nogle minutter - han tager jo bare imod det i dag og får lov at shine. Godt hjulpet på vej af de spillere der var omkring ham, så det var super godt.

Allerede på søndag samles vi igen på Right to Dream Park, når Randers FC kommer på besøg i anden runde i 3F Superliga.

Find din billet til opgøret på billet.fcn.dk