
FC Nordsjælland laver lang aftale med Mohamed Ousmane Daff
24.07.2026 15:00
FC Nordsjælland har hentet den 18-årige midtbanemand Mohamed Ousmane Daff i en transfer fra Racing Club Abidjan.
Ivorianske Daff har en fortid på Racing Club Abidjans akademi, men er nu kommet til Farum på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2031.
Han starter sin tid i FC Nordsjælland som en del af U19-truppen.
Fodbolddirektør Alexander Riget:
- Mohamed Ousmane Daff er nu blevet en del af FC Nordsjælland efter en god rekrutteringsproces af vores stærke scouting-team i Vestafrika. - Han er en central midtbanespiller, der både er rolig med bolden og har et fint teknisk niveau. Han er dygtig i positionsspillet, og så er han i kraft af sin højde også rigtig god til at vinde dueller og erobre bolde på midtbanen. - Vi ser frem til at følge Daff her i vores udviklingsmiljø i Farum.
Mohamed Ousmane Daff:
- Jeg er meget glad for at være her i FC Nordsjælland. Det er en fantastisk klub, der er rigtig dygtig til at udvikle talenter, og jeg er sikker på, at jeg kommer til at udvikle mig meget. - Jeg kan godt lide den måde, som holdene spiller på her i klubben. Den boldbesiddende stil er lige noget, der passer til mig, og jeg glæder mig meget til at blive en del af det hele og lære en masse.

