
Sejr i forårets første kamp: Betyder meget for os
08.02.2026 15:01
Foråret blev skudt i gang på Right to Dream Park, da vi mødte Sønderjyske søndag eftermiddag. Her kunne de fremmødte fans lune sig over en dejlig FCN-sejr på 2-1 – og det var der brug for på en råkold februardag. Alle tre mål kom i anden halvleg, og det var Caleb Yirenkyi, der åbnede ballet på et hjørnespark, hvorefter Ola Solbakken fordoblede føringen kort efter.
Og især målet på dødbolden begejstrede cheftræneren.
Jens Fønsskov Olsen
– Vi vidste, at det var en rigtig vigtig kamp for os, så vi er meget glade for at være kommet godt i gang. Det betyder meget for os at tage sejren, og nu har vi endnu en vigtig kamp i Parken på lørdag, som vi kan arbejde frem imod. Vi går selvfølgelig fra kampen med en lidt ambivalent følelse, fordi de sidste 10 minutter af kampen var lidt rodet, og der var mange situationer, hvor Sønderjyske sendte lange og farlige bolde ind i vores felt. – Men vi skal også huske på de andre 85 minutter af kampen, hvor vi var gode, og det var os, der dominerede. Så jeg synes også, at det var retfærdigt, at vi tog alle tre point. – Vi har arbejdet lidt ekstra med dødboldene her i opstarten, så det var virkelig en fornøjelse at se det første mål. Stor ros til Thor og Pondus, der har gravet lidt dybt og givet det lidt mere kærlighed på træningsbanen. Så det er dejligt at slå kapital af det, og det var også flot udført af drengene.




