
FC Nordsjælland sælger Josephine Lamp til FC Barcelona
06.08.2026 12:00
Josephine Lamp kom til FC Nordsjællands pigeakademi fra Hellerup IK som 12-årig og kom allerede i klubbens U19-trup som 15-årig. Siden har hun fortsat sin fine udvikling og sikret sig en plads på de danske U-landshold samt stået på spring til at få sin seniordebut på FCN’s A-liga hold.
Men karrieren fortsætter nu i Spanien, hvor FC Barcelona og FC Nordsjælland er blevet enige om en aftale om den talentfulde midtbanespillers transfer.
Akademichef Christian Nørkjær:
– Først og fremmest ønsker vi Josephine alt det bedste med det næste skridt i karrieren. Samtidig vil jeg gerne anerkende det arbejde, som vores trænere og øvrige stab har lagt i hendes udvikling gennem tiden i FC Nordsjælland.
– Vores klare ambition er altid at udvikle akademispillere til at tage skridtet op på vores eget seniorhold. Det er fortsat den vej, vi ønsker at gå. I dette tilfælde vurderede vi dog, at en transfer var den rigtige løsning, og derfor er vi glade for, at vi kunne finde en aftale, som gav mening for alle parter. Vi ønsker Josephine held og lykke med den nye udfordring og takker hende for hendes tid i FC Nordsjælland
Josephine Lamp:
– Jeg er meget stolt over, at verdens største klub har vist så stor interesse for og så stor tro på mig og mine evner og potentiale. Det er en drøm, jeg har haft i mange år, som nu kommer til at gå i opfyldelse, før jeg havde troet på, at det ville ske.
– Min tid på FCN’s akademi har en stor del af æren for, at jeg nu får min drøm opfyldt. Jeg har virkelig udviklet mig meget her, og jeg har nydt min tid i FCN, hvor jeg har været omgivet af dygtige trænere og gode holdkammerater, som jeg kommer til at savne.



