FC Nordsjælland sælger Caleb Yirenkyi til Coventry for rekordbeløb

07.08.2026 15:30

FC Nordsjælland har i dag solgt den 20-årige Caleb Yirenkyi til den engelske Premier League-klub Coventry City. Transferen er den største i FC Nordsjællands historie.

Caleb Yirenkyi kom til FC Nordsjælland i januar 2024, da han fyldte 18 år. Inden da havde han været en del af Right to Dream-akademiet i Ghana, fra han var 9 år gammel.

Den første tid i Farum var han en del af U19-holdet, men allerede den 20. september 2024 debuterede han i Superligaen som indskiftet i en kamp i Viborg, og i februar 2025 blev han rykket op fra akademiet til Superliga-truppen.

Siden da var han fast mand på holdet, først som meget arbejdsom midtbanespiller, men fra foråret 2026 som en del af det nye tre-mands centerforsvar. I alt nåede han 56 kampe for FC Nordsjælland i alle turneringer med fire mål og otte assists til følge, mens han også blev kåret til Årets Unge Spiller i Superligaen i den forgangne sæson, hvor han spillede fra start i 30 af de 32 kampe på vejen mod bronzemedaljerne.

I maj 2025 fik han debut på det ghanesiske landshold, og i sommer blev han udtaget til Ghanas VM-trup og var en del af alle fire kampe med det sene sejrsmål mod Panama som et højdepunkt.

Fodbolddirektør Alexander Riget

– Caleb har været en fantastisk spiller for os, og han har altid på perfekt vis repræsenteret det, som Right to Dream og FC Nordsjælland står for. Både som spiller og som menneske. – Han kunne have valgt at gå uddannelsesvejen i Right to Dream, men fortsatte i stedet jagten på at få opfyldt sine drømme om en fodboldkarriere. Det har han arbejdet hårdt og dedikeret for, og det har han gjort fra de første år i Ghana til de sidste Superliga-kampe med FC Nordsjælland. – Undervejs har han fået stor hjælp fra en lang række mennesker fra akademiet i Ghana og akademiet her i Farum samt selvfølgelig de mange dygtige folk omkring vores Superliga-trup. De har alle været med til, at Caleb nu skal spille for Coventry i Premier League, men det havde aldrig kunnet lade sig gøre uden Calebs egen enestående vilje til at blive bedre. Han er et skoleeksempel på, hvor langt man kan nå med dedikation og disciplin. – Nu er han blevet så dygtig, at det er naturligt, at han søger nye udfordringer efter at have afsluttet sidste sæson med både bronzemedaljer og en kåring til Årets Unge Spiller i Superligaen, før han spillede og scorede et afgørende VM-mål for Ghana ved sommerens slutrunde. – Derfor er vi stolte over at kunne sende ham videre til en Premier League-klub, som det også var hans ønske at spille for. Og vi er stolte over, at han er blevet den største transfer ud af Superligaen. Nu ønsker vi ham alt det bedste i fremtiden og glæder os til at følge de nye skridt, han skal tage.

Caleb Yirenkyi

– Først vil jeg gerne sige tak til alle de mennesker, der har hjulpet mig til at blive den fodboldspiller, jeg er i dag. Både i Ghana og i FC Nordsjælland. Der er så mange, der har stået klar og støttet mig på min vej, og jeg kunne ikke være nået hertil uden dem. – Jeg vil også gerne sige tak til alle FC Nordsjælland-tilhængerne, der altid har bakket mig op i mit spil på banen. Det har været en ære at repræsentere klubben, og jeg vil aldrig glemme min tid på Right to Dream Park. – Nu er tiden så kommet til at sige farvel. Det er selvfølgelig trist, men jeg glæder mig også meget til de mange nye udfordringer, der venter i Premier League. Men selv om mit fodboldliv nu handler om at gøre det så godt som muligt for Coventry, vil jeg selvfølgelig altid holde øje med, hvordan det går mine gamle venner i FC Nordsjælland. – For jeg har elsket min tid i Farum og det gode liv i klubben, og jeg glæder mig til at komme tilbage og sige ordentligt farvel til mine holdkammerater og hele staben i den nærmeste fremtid.