
Villum Berthelsen forlænger til sommeren 2030
02.04.2026 08:00
Villum Berthelsen har netop forlænget sin aftale, så den nu først udløber i sommeren 2030.
Den offensive midtbanemand debuterede i Superligaen den 30. marts sidste år i første runde af slutspillet ude mod AGF, og siden er det blevet til masser af minutter, så han aktuelt er noteret for 26 kampe i Superligaen, heraf de 12 fra start.
Og så må vi heller ikke glemme indsatsen i to af efterårets pokalkampe, hvor han kom på måltavlen med en vigtig scoring mod Brøndby.
Villum Berthelsen kom til FC Nordsjælland fra Allerød som U14-spiller og fylder 20 år i midten af april.
Fodbolddirektør Alexander Riget
- Det har været et godt og lærerigt år for Villum, der nu er blevet en fast del af Superliga-truppen og har spillet en masse Superliga-minutter. Derfor er det også helt naturligt for både os og for Villum at forlænge aftalen. - Samtidig er der heller ikke nogen tvivl om, at der er meget mere endnu i ham. Han har et stort potentiale, og det har vi nu god tid til at fortsætte arbejdet med at forløse sammen. - Så selv om det kun er 10 måneder siden, at vi senest forlængede med Villum, giver det rigtig god mening, at vi nu lægger et år mere på aftalen med ham, også fordi det er vigtigt for os at sikre, at vi har langvarige aftaler med vores mange talenter. Og vi ser frem til at følge og arbejde med hans fortsatte udvikling.
Villum Berthelsen
- Det er rart at få den tillid fra klubben, at jeg nu kan forlænge min aftale. Der er sket rigtig meget for mig på banen i løbet af det seneste år, og jeg glæder jeg mig til at blive ved med at køre på og hjælpe holdet. - Min ambition er at få vist mig ordentligt frem og forhåbentlig hjælpe holdet til en masse sejre. Jeg vil i hvert fald gøre alt, hvad jeg kan, for at det bliver sådan. - For jeg håber på at kunne dele mange flere gode øjeblikke i Nordsjælland-trøjen med både mine holdkammerater og tilhængerne, og jeg glæder mig til at fortsætte min udvikling som fodboldspiller.

