Tre point mere på hjemmebane: Sindssygt glad for sejren

19.04.2026 17:27

Viborg FF var dagens gæster på Right to Dream Park, da vi skulle forsøge at fortsætte den flotte stime i Mesterskabsspillet, hvor det inden i dag var blevet til tre sejre og en uafgjort i de første fire kampe. Og stimen blev forlænget med en sejr - selvom vi skulle langt hen i kampen for at få afgørelsen. Udeholdet bragte sig således foran i første halvleg, men Prince stod for udligningen, og vi gik derfor til pause med et enkelt mål til hvert hold.

Og så skulle vi altså helt hen til det allersidste minut, før Justin Janssen steg op i feltet efter et hjørnespark og stangede bolden i nettet og tre point til Farum.

Efter kampen var det derfor også en tilfreds cheftræner, der kunne gøre status.

– Vi er sindssygt glade for sejren. Nogle gange når man har momentum, så falder marginalerne også ud til ens side. Og det må vi sige, at de gjorde i dag.