Kasper Kurland stopper til sommer - bliver cheftræner for PSV's kvindehold

14.04.2026 12:00

Når sæsonen er slut, siger vi farvel til vores tekniske direktør på kvindesiden. Efter 13 år i FC Nordsjælland har Kasper Kurland nemlig valgt at tage imod en ny udfordring ved at sige ja til jobbet som cheftræner for PSV Eindhovens kvindehold.

Den 47-årige Kurland kom til FCN i sommeren 2013, og efter fem år som U17-drengetræner og derefter fem år som U19-træner blev han først Head of Coaching og derefter teknisk direktør på kvindesiden - en stilling han har haft siden sommeren 2025.

Kasper Kurland

– FC Nordsjælland har gennem 13 år været mit fodboldhjem. Det er her, jeg er blevet formet både fagligt som træner og som menneske. Jeg har lært enormt meget om spillet, om talentudvikling, mod, relationer og om at skabe miljøer, hvor mennesker kan vokse – men også om mig selv. – Det er ikke let at sige farvel til et sted, der betyder så meget for mig, men med denne mulighed får jeg chancen for at udvikle mig yderligere som cheftræner, i en stor international klub som PSV Eindhoven. Det føles som det helt rigtige næste skridt i min karriere – både for mig og min familie. – Jeg skylder FC Nordsjælland en stor tak, og derfor betyder det også meget for mig at slutte ordentligt af. Jeg vil give alt, hvad jeg har, i den sidste tid og forhåbentlig være med til at sende klubben godt videre.

Fodbolddirektør Alexander Riget

– ⁠Kasper Kurland har været en god mand for FC Nordsjælland gennem mange år. Han har spillet en væsentlig rolle i klubbens udvikling, siden han kom til, og har hele vejen vist at han er en stor faglig kapacitet inden for sit felt. Efter årene med drengene på U17 og U19 har han de seneste tre år været med til at udvikle klubben på pige- og kvindesiden, og vi værdsætter den store indsats, han har leveret. – ⁠Og vi ved, at det vil fortsætte resten af sæsonen, for vi er alle enige om at have fuld fokus på de sidste kampe, inden Kurland rejser videre til Holland. Imens vil vi kigge nærmere på organisationen omkring vores kvinde- og pigehold og afsøge mulighederne for at finde en afløser for ham, før vi tager ordentligt afsked med en dygtig fodboldmand, som det har været en fornøjelse at have i klubben.