FCN Børnefodbold indgår samarbejde med DBU Sjælland

24.04.2026 12:30

FCN Børnefodbold og DBU Sjælland er blevet enige om rammerne for et administrativt samarbejde, der har til formål at styrke udviklingen af børnefodbolden på Sjælland og i Danmark.

Formålet med samarbejdsaftalen mellem FC Nordsjælland og DBU Sjælland er at løfte træningsmiljøerne for børnefodbolden. Det skal ske via et tillidsfuldt samarbejde med fokus på vidensdeling og sparring. 

FC Nordsjælland og DBU Sjælland samarbejder med udgangspunkt i DBU’s børnesyn, hvilket betyder, at fokus er på alle børn uanset alder, køn og niveau ude i klubmiljøerne. Samarbejdet skal give begge parter en mulighed for at trække på hinandens styrker og netværk til gavn for udviklingen af klubber, trænere og ansatte.  

"Vi er rigtig glade for at indgå et officielt samarbejde med DBU Sjælland. For os handler det om at styrke hverdagen ude i klubberne, hvor børnene spiller – og sikre at endnu flere får gode oplevelser med fodbolden uanset niveau og ambitioner. Gennem vidensdeling og fælles initiativer kan vi sammen løfte kvaliteten i klubmiljøerne og skabe endnu bedre rammer for både børn, trænere og klubberne.”  beskriver Jacob Kolle, Leder af FCN Klubsamarbejde.

Formaliseret samarbejde
Gennem fælles udviklingsinitiativer, vidensdeling og tæt dialog vil samarbejdet bidrage til at styrke lokale fodboldmiljøer, så flere børn får adgang til kvalificeret træning i deres lokale fodboldklub. 

"Vi er glade for at formalisere vores eksisterende samarbejde, da vi har en fælles interesse i at styrke børnefodbolden i Danmark. Vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer for, at børn kan trives og udvikle sig i gode klubmiljøer, og her kan vi med samarbejdsaftalen bygge videre på hinandens kompetencer", siger Mathias Foldgast, fodboldfaglig projektleder i DBU Sjælland.