
Ny sportslig ledelse på plads
28.09.2025 13:34
Efter nogle måneder i jobbet som fodbolddirektør har Alexander Riget nu sat navn på de sidste folk, der fremover bliver en del af den ledelsesmæssige struktur omkring førsteholdene i FC Nordsjælland.
Det betyder blandt andet, at Andreas Gründler, der startede i klubben for otte år siden og senest over flere sæsoner har været chef for Football Operations, bliver assisterende sportsdirektør sammen med Hossam El-Zanaty, mens Brian Fonseca er fastansat som Head of Recruitment.
– Målet med den nye organisation har været at fastholde FC Nordsjælland-ånden i den sportslige ledelse og samtidig bevare de stærke bånd til Right to Dream, og det, synes jeg, er lykkedes. Gründler har siden sin start i klubben været gennem en imponerende udvikling i organisationen og undervejs oparbejdet en stor viden om, hvordan transfermarkedet hænger sammen, samtidig med at han også i den grad har taget Nordsjælland-kulturen til sig, så han vil blive den perfekte makker til den internationalt erfarne Hossam El-Zanaty. Jeg er meget tilfreds med den nye konstruktion og ser frem til både den næste kamp og de kommende sæsoner, siger fodbolddirektør Alexander Riget.
Dermed ser den ledelsesmæssige struktur omkring førsteholdene i FC Nordsjælland således ud:
- Alexander Riget: Fodbolddirektør
- Hossam El-Zanaty: Assisterende sportsdirektør
- Andreas Gründler: Ny assisterende sportsdirektør
- Brian Fonseca: Ny Head of Recruitment
- Flemming Pedersen: Teknisk direktør i Right to Dream med fortsat tæt daglig kontakt til Superliga-holdet
- Jessica Davis: Sportsdirektør for A-Ligaholdet
- Kasper Kurland: Teknisk direktør på kvindesiden