Caleb Yirenkyi forlænger til sommeren 2030

23.10.2025 08:00

13 måneder og to dage efter sin Superliga-debut har Caleb Yirenkyi forlænget sin aftale med FC Nordsjælland, så den nu først udløber i sommeren 2030.

Siden de fem minutters indhop i Viborg tilbage i september 2024 har 19-årige Caleb Yirenkyi udviklet sig til en stor midtbaneprofil i Superligaen, og allerede fra anden halvdel af sidste sæson har han været fast mand på FC Nordsjælland-holdet.

Indtil videre er det blevet til 29 Superliga-kampe med tre mål, fire assists og utallige tacklinger og bolderobringer til følge for den unge ghaneser med en fortid på Right to Dream-akademiet - og mange flere vil utvivlsomt følge.

Fodbolddirektør Alexander Riget

- Caleb har via en fantastisk mentalitet og hårdt arbejde hver evig eneste dag gennemgået en fremragende udvikling det seneste års tid og etableret sig som en af de bedste midtbanespillere i Superligaen. - Derfor har vi valgt at honorere ham med en ny kontrakt, hvor vi og Caleb også er enige om de fremadrettede planer for ham. - Vi glæder os meget til at følge hans fortsatte udvikling i Superligaen, for selv om han har udviklet sig imponerende hurtigt og undervejs også har debuteret og spillet nu seks kampe på det ghanesiske landshold, mener vi bestemt også, at han kan blive endnu bedre. - Det ser vores dygtige Superliga-stab frem til at hjælpe ham med, og i det hele taget er vi bare glade for, at han fortsat er en del af vores stærke og ambitiøse gruppe.

Caleb Yirenkyi

- Jeg er glad for forlængelsen, og nu vil jeg bare fortsætte med at køre på og gøre det så godt, som jeg overhovedet kan for FC Nordsjælland. - I løbet af det seneste år har jeg lært utrolig meget, og trænerne og mine holdkammerater sørger altid for, at jeg stadig lærer noget nyt hver eneste dag. - Jeg er ikke en person, der ser så meget fremad. Jeg tager det dag for dag, men der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig til den kommende tid i FC Nordsjælland, hvor jeg altid har følt mig hjemme.