Juho Lähteenmäki forlænger til sommeren 2030

12.11.2025 11:00

Vores 19-årige finske venstreback har forlænget sin aftale, så den nu først udløber i sommeren 2030.

Juho har i løbet af 2025 etableret sig på førsteholdet efter sin debut den 23. februar mod Sønderjyske og står allerede noteret for 27 Superliga-kampe med et enkelt mål og to assists til følge.

Desuden fik han i sidste måned debut på det finske A-landshold efter 37 kampe for diverse U-landshold.

Juho Lähteenmäki

- Jeg har udviklet mig rigtig meget, siden jeg kom til FC Nordsjælland i sommeren 2022 - og ikke kun fordi jeg har skiftet plads fra højre kant til venstreback. Jeg er både blevet mere teknisk og mere kraftfuld i mit spil, og jeg kender selvfølgelig også systemet bedre og bedre. - Min udvikling har også betydet, at jeg har fået min debut på det finske A-landshold, og det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse for mig. Men det var ikke sket uden alle de dygtige trænere og holdkammerater, der har været med til at skubbe og udvikle mig over de seneste tre år, og det er jeg meget taknemmelig for. - Så jeg er rigtig glad for, at jeg nu har forlænget min aftale med to år, så den løber til sommeren 2030. For jeg er meget spændt på fremtiden, og jeg vil bare have mere af alt det gode, der allerede er sket.

Fodbolddirektør Alexander Riget

- Juho har været igennem en imponerende udvikling her hos os, hvor han allerede har spillet over 25 Superliga-kampe, hvilket har været medvirkende til, at han nu også har fået debut på det finske A-landshold, og vi er både stolte over og glade for, at vi er blevet enige om en forlængelse. Forlængelsen er et udtryk for, at vi gerne vil være på forkant med vores spilleres kontraktsituation, som vi senest har vist med både Prince og Caleb også. - Juho blev kastet lidt hurtigere ind på førsteholdet end forventet tilbage i foråret og spillede fast, før han så var lidt ude af holdet i starten af denne sæson. Men han har kæmpet sig tilbage og på det seneste været fast i startopstillingen, og det er en udvikling, der i den grad fortæller om både viljestyrke og en evne til hele tiden at tage udfordringerne op. - Og der er stadig plads til, at han kan udvikle sig yderligere. Han kom jo til klubben som en målfarlig kantspiller, som vi nu har lært at forsvare, og så bliver næste skridt at få udviklet mere af det offensive igen på det højere niveau, som han spiller på nu, mens han selvfølgelig også kan lægge på rent fysisk. Og det glæder vi os meget til at arbejde videre på sammen med Juho.