Status på PLIC: Har givet plads til nye spillere

13.03.2025 13:45

Kvartfinalen i Premier League International Cup blev endestationen for vores U19-drenge, efter de tabte 2-1 mod Nottingham Forest. Efter kampen satte assistenttræner Casper Røjkjær ord på en kvartfinale, der, på trods af nederlag, alligevel efterlod drengene med vigtig læring.

– ⁠Først og fremmest er det altid skuffende, når man ikke vinder en kvartfinale. Vi kom herover for at vinde, og det lykkedes ikke. Der var en rigtig god læring for drengene, da vi mødte noget, som vi ikke møder så ofte derhjemme. Nottingham Forest var noget stærkere end os, lidt ældre end os, og også bedre i mand-mand-spillet. De engelske værter lagde ud med at presse hårdt på, og det resulterede efter 16 minutter med et føringsmål. – ⁠Især i starten af kampen lykkedes de med at presse os langt tilbage, og vi havde svært ved at komme ud og blive farlige. De havde kræfter til at følge os rundt på hele banen, som giver noget plads, som vi især senere i kampen skal kunne udnytte. Det forsømte vi lidt, og vi skal blive bedre til at holde på bolden og få løftet spillet op.

Selvom Nottingham Forest fordoblede føringen i begyndelsen af anden halvleg, fik drengene tilpasset sig som kampen skred frem. Det er noget, der efterlader Casper Røjkjær med et positivt indtryk. – ⁠Senere i kampen synes jeg, vi bedre forstår, hvad kampen handler om. Vi får spillet længere, og vi bliver dygtigere til at samle nogle andenbolde op og spille derfra. Det var godt at se læringen undervejs i kampen og drengenes evne til at se, hvad der skulle til. Premier League International Cup har budt på en masse læring for mange af de spillere, der har deltaget. Flere af dem, der var med i gruppespillet, er siden blevet rykket op i Superliga-truppen, hvorfor nye spillere har skullet træde til. Det er det, som det handler om, siger Casper Røjkjær. – ⁠Mange af de spillere, som spillede den første kamp i Norwich, spiller Superliga nu, og har derfor ikke været til rådighed. Det har givet plads til nogle nye, som jo i princippet er det, det handler om – at vi får gjort nogle spillere klar til at spille i Superligaen, og det er jo rigtig positivt, at vi er lykkedes med det. Det er selvfølgelig ikke kun på grund af den her turnering, men jeg tænker, det er en del af det, at mange af de unge spillere har haft nogle gode oplevelser herover som har gjort, at de har haft lettere ved at træde ind i Superliga-kampene. Det er helt klart positivt.