
Nu skydes foråret i gang i Kvindeligaen
14.03.2025 08:13
Efter en lang vinterpause ruller Kvindeliga-bolden endelig igen, når vi søndag møder OB på udebane. Opstarten har budt på flere store resultater, hvor blandt andre de svenske storhold, BK Häcken og Rosengård FC, er blevet besejret, og i sidste weekend fik cheftræner Chris Sargeant og hans hold en lille forsmag på forårets vigtige kampe, da semifinalepladsen i pokalturneringen blev sikret med en sejr over Varde IF.
Nu gælder det så første af 10 uhyre vigtige kampe for de forsvarende daske mestre, og cheftræneren glæder sig som et lille barn.
– Det føles, som om det er flere år siden, vi har spillet en ligakamp. Så vi glæder os alle sammen helt vildt meget. Vi har mødt OB i en træningskamp for nyligt, hvor vi havde en masse helt unge spillere med, og det var en rigtig god oplevelse for dem. Så vi ved, hvad der venter os, og hvad vi forventer af os – nemlig en rigtig god præstation for at få skudt foråret godt i gang. – Vi sluttede efteråret af med et par resultatmæssigt skuffende kampe, og det har fyldt en del i opstarten, hvor alle har været fast besluttede på at være helt klar til søndag. Og det har vi også tydeligt kunnet se i træningskampene. – Vi har altid store ambitioner, og fansene kan godt forvente et Nordsjælland-hold, der som altid spiller underholdende fodbold og går efter sejren. Vi havde i forvejen en spændende og stærk trup, og nu har vi fået tilføjet nogle nye, dygtige spillere udefra, ligesom vi hele tiden tager talentfulde spillere op fra akademiet. Så vi har en rigtig god gruppe her til foråret.
Søndag den 22. marts er vi klar til at skyde foråret i gang hjemme i Right to Dream Park, når AGF kommer på besøg. Du kan allerede nu sikre dig billetter til opgøret og sætte kryds i kalenderen.