Jens Fønsskov Olsen efter FCM: Jeg er stolt af spillerne

02.03.2025 18:00

Det er kun syv dage siden, at vi spillede forårspremieren i 3F Superligaen i Right to Dream Park, og i dag stod den på årets tredje kamp, da vi var i Herning for at møde de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.

Der var kickoff klokken 16:00 søndag eftermiddag, og på trods af to hårde kampe i benene, var FCN-spillerne klar til at tage kampen op med FCM og jagte de tre point.

Efter en første halvleg der bølgede lidt frem og tilbage, hvor er der var chancer i begge ender, gik vi til pause uden nogen scoringer. 

Hjemmeholdet foretog to ændringer til starten af anden halvleg, hvor de blandt andet satte Franculino ind, som skulle vise sig, at være den første til at komme på måltavlen efter 54 minutter. Vi lagde os dog ikke uden kamp på trods af FCM's føring.

En flot lang bold fra Lucas Høgsberg fandt på flot vis en fri Sindre Walle Egeli, men en flot redning forhindrede den unge nordmand i at score. Heldigvis faldt returen ned for fødderne af Benjamin Nygren, som køligt satte bolden ind i netmaskerne til stor jubel for de medrejsende fans.

Længe lignede det en pointdeling. Der var gode chancer i begge ender, hvor vi blandt andet kom frem til en friløber og fik underkendt et mål på en snæver offside. Dog skulle FC Midtjyllands kynisme vise sig i kampens døende minutter, hvor de fik sparket bolden ind til 2-1. Det blev også kampens resultat, men på trods af resultatet var det en stolt cheftræner, vi fangede kort efter slutfløjtet.

En stærk holdindsats 🐯💪

- Som jeg lige har sagt til dem inde i omklædningsrummet, så er jeg enormt stolt af dem. Der var nogle ting, som vi vidste, ville blive en udfordring i dag, og så kommer vi og ser banen, som er under Superliga-standard. Og det var lidt til FC Midtjyllands fordel, da de har lidt flere muskler end, vi har. - Det er vores tredje kamp på syv dage, og alligevel går vi ud og leverer sådan en præstation i dag – det er jeg stolt af. Jeg ved godt, at vi var under pres i nogle perioder, men vi arbejdede rigtig, rigtig godt som et hold, og fik arbejdet os flot ud af deres tryk. - Vi fik kampen derhen, hvor vi drømte om, vi kunne få den hen. Vi havde nogle kæmpestore muligheder – også flere end man normalt får her i Herning. Jeg så nogle utrolig gode individuelle præstationer. Så når den værste skuffelse lige har lagt sig, så er der en masse, jeg er sikker på, at vi kan tage med herfra.

Meget at bygge videre på ❤️💛

- Jeg syntes, at kampen i dag viste, at vi allerede har et højt niveau. Der er rigtig mange lag i det her hold, som vi også kommer til at se i fremtiden. Det ser rigtig godt ud. Og jeg har også en god fornemmelse for dem, der enten sad på bænken eller slet ikke var i truppen i dag. Vi har virkelig meget kvalitet og meget at bygge videre på. - Vi skal i de næste kampe have fokus på at præstere godt. Hvis vi i de kampe præsterer, som vi har gjort i forårets første tre kampe, så vil vi have en god mulighed for at vinde de kampe. Så det er det eneste fokus, vi har.