Nederlag i Mesterskabsspillets første kamp

30.03.2025 17:08

Søndag eftermiddag sparkede vi denne sæsons Mesterskabsspil i gang, da vi mødte AGF på Ceres Park Vejlby. Det blev desværre ikke med det ønskede resultat, da vi måtte tage hjem fra det jyske uden point.

Det var en kamp, hvor vi havde mest boldbesiddelse, men det var værterne, som viste sig skarpest i felterne, hvorfor kampen endte 2-0 til AGF. Målene blev sat ind af Frederik Tingager og Tobias Bech.

Jens Fønsskov Olsen erkendte efter kampen, at det var fortjent, at det var AGF, der tog sejren i dag, men cheftræneren lagde også vægt på nogle af de positive elementer fra kampen.

"AGF var dygtigere end os i dag"

- Jeg syntes, at det var okay, at AGF vandt i dag. Jeg syntes, at de set over hele kampen var dygtigere end os i dag. Og derfor taber vi. - Jeg syntes, at der var forskel på de to halvlege. Jeg syntes, vi var gode i første halvleg. Det var mentalt stærkt af hele holdet, at kom så tidligt bagud, men alligevel tog så godt greb om kampen. Vi tog initiativet og gjorde det til vores kamp i første halvleg – vi havde ro på bolden og lod dem løbe. - Vi fik sat os selv i nogle gode positioner, men fik ikke helt skabt nok i forhold til, hvor meget vi havde bolden. Men havde alligevel en to til tre fine situationer, syntes jeg, hvor vi selvfølgelig skal være lidt bedre. - Så havde vi håbet, at de rettelser vi lavede til anden halvleg, havde virket bedre. Men det gjorde de desværre ikke. Der var lidt omkring vores pres, hvor de kom lidt for let igennem os. Og vi måtte løbe rigtig mange returmeter. - Og så syntes jeg, at vi var lidt for længe om at komme fra de forskellige faser i opspillet. Vi var for længe om at få sat vores positioner. Så det blev udfaldet af kampen.

To unge debutanter 🐯

- Det er superfedt at give debut til de unge drenge. Det er en god følelse at kunne belønne drengene, fordi dem vi sætter ind, har fortjent at komme derind, fordi de arbejder hårdt i hverdagen og hele tiden udvikler sig. - Så jeg var tryg ved at sætte Villum ind fra start og skifte Stephen ind. Jeg syntes også, at de begge fik vist nogle gode takter i en rigtig, rigtig svær kamp.