Årets første nederlag i Gjensidige Kvindeligaen

24.03.2025 12:09

Lørdag eftermiddag lagde et solbeskinnede og vindblæst Right to Dream Park rammerne om årets første hjemmebanekamp i Gjensidige Kvindeligaen, da AGF kom på besøg i anden runde af slutspillet.

Med en sejr i forårspremieren var der optimisme i holdet, der havde hentet point på førerholdet fra Fortuna Hjørring i første runde, da netop AGF havde spillet 2-2 mod dem i forårets første kamp. Der var derfor lagt op til en spændende kamp.

Forårsvejret viste sig flot frem, men det samme kunne vi desværre ikke sige om spillet på banen. Vores naturlige flow og gode kombinationer var udeladt og AGF formåede at gøre det svært for os at skabe chancer.

Halvvejs inde i første halvleg straffede gæsterne os og bragte sig foran 1-0, hvilket skulle vise sig at blive det eneste mål i løbet af de første 45 minutter.

I anden halvleg blev spillet ikke meget bedre fra vores side, men vi begyndte at komme frem til flere chancer. Alma Aagaard, der inden lørdagens kamp havde scoret 10 gange i denne sæson i Gjensidige Kvindeligaen, viste igen sin målnæse flot frem med små 10 minutter tilbage af opgøret. Den 19-årige angriber modtog en bold fra Cecilie Larsen på kanten af feltet med en spiller på ryggen, men fik alligevel vristet sig fri og sparket bolden ind i den korte hjørne.

Stillingen var derfor 1-1 med under 10 minutter af opgøret. Det skulle vise sig ikke at være kampens sidste mål, da AGF i afslutningen af den ordinære tid steg højst til et hjørnespark og scorede opgørets sidste mål. Gæsterne rejste derfor hjem fra Farum med alle tre point.

Det var en skuffet Chris Sargeant, som ikke lagde skjul på, at præstationen ikke var god nok, men cheftræneren sørgede også for at mane til ro.

AGF skal have ros

- Vi må først og fremmest give kredit til AGF i forhold til den måde, de kom til kampen og spillede. De havde en klar plan for kampen, som de udførte virkelig flot. - AGF ønskede at gøre kampen fysisk og skabe plads til omstillinger, og hvis vi skal være ærlige, så lykkedes de med det. Så det må man give dem. Jeg synes, at AGF er et af ligaens bedst forberedte hold, så vi vidste, at det ville blive en svær kamp. - Og i forhold til os selv, så er vi klar over, at vi ikke præsterede. Vi ved, at vi ikke præsterede godt og præstationen levede ikke op til det, vi forventer af os selv. Og det tager jeg det fulde ansvar for.

Ingen grund til bekymring! 👊

- Vi har allerede set kampen igennem for at finde ud af, hvilke elementer vi skal blive endnu skarpere på. Der var mange ting, vi slet ikke lykkedes med, og det skal vi selvfølgelig kunne gøre bedre. - Men når vi ser på det i det større perspektiv, så kan vi være skuffet over præstationen og resultatet, men vi skal huske på, at det kun er én kamp. Det er første gang i mange kampe, at vi ikke præsterede, som vi ønskede. - Vi ramte ikke plet i lørdags, men jeg er sikker på, at der ikke er noget at være bekymret over. Det er første gang i lang tid, at vi ikke leverede. Jeg havde været langt mere bekymret, hvis det var flere kampe i træk, men det er slet ikke tilfældet. - Vi skal finde tilbage til vores høje bundniveau og måde at styre spillet på bolden. Vi kommer til at tabe kampe – sådan er fodbold – men det vigtige for os er, hvordan vi præsterer og udvikler os, så vi skal sikre os, at vi ligegyldigt resultatet holder os til vores Style of Play. Og det kom vi desværre lidt væk fra i lørdags, men det skal vi nok få rettet op på – det er mit job.