
Uafgjort mod Brøndby: En ærgerlig følelse
11.05.2025 15:30
Søndag aften var der lagt op til en forrygende og underholdende dag i Right to Dream Park, da Brøndby IF var gæsterne og der var vigtige point på spil i kampen om Europa og medaljer.
De mange fremmødte fans gik ikke ned på underholdning, men der var ingen af holdene, der kunne juble ved dommerens slutfløjt, da den endte 2-2.
Det var gæsterne, der kom stærkest ud til kampen, da de satte sig tungt på de første 15 minutter. Men langsomt arbejdede vi os bedre og bedre med i kampen, og pludselig var momentummet vendt. Det gav også udbytte, da vi efter et flot opspil kunne juble over en scoring af Sindre Walle Egeli til 1-0.
Brøndby IF fik desværre udlignet kort inden pause, da Frederik Alves Ibsen steg højst på et hjørnespark og passerede Andreas Hansen inde i målet.
Anden halvleg fortsatte med at bølge frem og tilbage. Og det var gæsterne, som var først til at udnytte det, da Yuito Suzuki sparkede den ind til 2-1. Dog fik vi lagt et tungt tryk mod Brøndby-målet i den sidste del af kampen, da Brøndbys Noah Nartey blev udvist med 20 minutter igen.
Stephen Acquah kom på banen og skabte få sekunder efter jubel på stadion, da han sparkede en løs bold ind i netmaskerne til slutresultatet 2-2.
Det var en ærgerlig cheftræner, vi fangede efter slutfløjt, der dog så flere positive takter i dagens kamp.
Cheftrænerens tanker 🧠
- Jeg står med en lidt ærgerlig følelse, fordi jeg syntes, der var mere i det for os. Jeg synes, vi set over hele kampen får leveret en rigtig god præstation. Jeg synes, vi fik de fleste og største chancer. Så jeg er ærgerlig over, at vi ikke får alle tre point. - Vi ved jo godt, at det er tætte kampe i Mesterskabsspillet, og det er små marginaler, som afgør, hvem der vinder. Og det blev også en kamp i dag, hvor momentum skiftede. Brøndby gik ud og tog rigtig godt om kampen og fik momentum fra start, hvor vi kæmpede lidt. Men vi kæmper godt – vi kæmper godt sammen. - Vi fik egentlig håndteret deres standardsituationer godt, men det gav dem lidt ekstra energi. Og så laver vi et sindssygt flot mål. Men så inkasserer vi kort inden pausen, og det er jo, hvad der kan ske i sådan en kamp.
En bedre anden halvleg 💪
- Anden halvleg er god. Vi kommer desværre bagud, fordi vi simpelthen bare forsvarer os for dårligt. Men vi viser en god mental styrke og ikke lader os gå på af det. - Så får de et rødt kort, hvor min første tanke var: ”Det var ikke så godt.”, fordi det gør jo bare, at deres fokus bliver endnu mere på at forsvare deres eget mål, og de træder endnu længere tilbage i deres 5-3-1. - Og så ledte vi med rokader, flytte flere folk frem og bytte vores backs, så vi kunne slå bolden med indad skrue. Det syntes jeg, vi gjorde godt – vi fremtvang nogle farlige chancer ved at bringe bolden ind i farlige områder. Det kan godt være en svær øvelse at spille mod 10 mand. - Og så har vi en heldig hånd på bænken med at bringe Stephen ind, og han laver et rigtig fint mål. Det syntes jeg var godt.