
FC Nordsjælland sælger Mario Dorgeles til SC Braga
04.07.2025 15:15
Efter tre sæsoner tager FC Nordsjælland afsked med den 20-årige ivorianske midtbanemand.
Efter 83 kampe og tre mål siger FC Nordsjælland nu farvel til den ivorianske midtbanedpiller Mario Dorgeles, der kom til FCN fra Right to Dream-akademiet som 18-årig og gik direkte ind i Superliga-truppen.
Dorgeles har foldet sit talent mere og mere ud i den tid, der er gået, og i den forgangne sæson var han fast mand på midtbanen og spillede en vigtig rolle i kvalifikationen til mesterskabsspillet, mens han også fik debut på det ivorianske landshold.
Aftalen med Braga, der sluttede som nummer fire i Portugal, placerer Dorgeles blandt de 10 største salg i FC Nordsjællands historie.
Alexander Riget, Fodbolddirektør
- Mario er gået fra at være et ungt talent til at være en etableret spiller på vores Superliga-hold, og specielt i foråret var han en profil i kvalifikationen til mesterskabsspillet og kampene der. - Han har været et godt eksempel på en spiller, der har holdt snuden i sporet og arbejdet hårdt og fokuseret for at spille en rolle på holdet og få opfyldt sit eget store potentiale. Desuden har han i det seneste år været med til at integrere nye, unge talenter fra Right to Dream-akademiet. - Nu føler både vi og Mario, at tiden er den rette til, at han efter tre sæsoner hos os søger nye udfordringer, og vi er samtidig blevet kompenseret rigtig godt i aftalen med Braga. - Vi takker Mario for indsatsen og ønsker ham alt det bedste.
Mario Dorgeles
- Jeg har skullet arbejde hårdt i min tid i FC Nordsjælland, og til tider har det også været vanskeligt for mig, men jeg er glad for, at jeg slutter med en sæson, hvor jeg for alvor har kunnet vise, hvad jeg står for. - Jeg har lært meget gennem mine tre år i klubben, for selv om jeg altid har været en type, der har arbejdet hårdt, så har jeg lært at være tålmodig og vente på min chance. Man ved jo aldrig, hvornår den kommer, så det gælder om at holde sig klar. - Derfor var jeg også klar, da træneren gav mig muligheden i sidste sæson, for den tog jeg, og jeg er meget taknemmelig for Jens' tillid og tro på mig. Det har givet mig masser af selvtillid. - Selv om det er gået op og ned undervejs, har jeg altid været glad for at være i FC Nordsjælland, og det skyldes også tilhængerne på Right to Dream Park, der gav mig en varm velkomst og har støttet mig hele vejen. Det har betydet meget for mig. Jeg elsker jer alle sammen, og jeg kommer til at savne jer.