06.07.2025 18:00
FC Nordsjælland køber den 26-årige midtbanemand Nicklas Røjkjær fra Allsvenskans tophold Mjällby.
Røjkjær har været en af denne sæsons store profiler i Allsvenskan, hvor han med blandt andet fem mål og fire assists har været med til at spille Mjällby op på førstepladsen i den bedste svenske række.
Røjkjær har tidligere i karrieren repræsenteret FC København, Viborg, Esbjerg, Silkeborg og Fredericia og har spillet Superliga-kampe for både Esbjerg og Silkeborg, før han i januar 2024 skiftede til Allsvenskan med stor succes.
Nicklas Røjkjær støder allerede søndag aften til FC Nordsjællands træningslejr i Østrig.
Nicklas Røjkjær
- FC Nordsjælland er en klub, der spiller god fodbold, og som har en spillestil, der passer mig godt. Samtidig var det også en klub, der viste, at de virkelig ville have mig, så for mig er det helt perfekt at komme hertil nu. - Det tager selvfølgelig altid lidt tid at finde ind i det hele, når man kommer til en ny klub, men jeg ved, at alle her arbejder efter den samme plan og spillestil, og da jeg jo synes, at det er en spillestil, der passer rigtig godt til mig, så tror jeg, det vil gøre det en hel del nemmere at falde til. - Samtidig kender jeg allerede et par af spillerne, for jeg har spillet sammen med Mark Brink på U-landshold og i både Esbjerg og Silkeborg, mens jeg kender Tobias Salquist fra Silkeborg også, så nu glæder jeg mig til at lære resten af truppen at kende. - Og så bliver det også godt at prøve kræfter med Superligaen igen. FC Nordsjælland er en stor klub i Danmark og har bevist det gennem flere sæsoner, så nu håber jeg, at jeg kan være med til at skabe noget unikt her.
Alexander Riget, Fodbolddirektør
- Nicklas Røjkjær er en midtbanespiller, der kan bidrage i spillet mellem linjerne og være med til at skabe chancer og selv komme til afslutninger. Han er en spiller, der passer godt til vores spillestil, for han er god med bolden og dygtig i spillet i de små rum. Desuden betyder hans alder og erfaring, at han bliver en stabilitetsspiller, der både selv kan udvikle sig videre og samtidig være en spiller de unge talenter kan støtte sig op ad. - Han har været gennem en imponerende udvikling fra at være topspiller i den næstbedste danske række til nu at være en af de bedste spillere i Allsvenskan og en profil for topholdet Mjällby. Vi er glade for, at vi nu har lukket en aftale med Nicklas i konkurrence med andre klubber, og vi glæder os til at se ham i FC Nordsjælland-trøjen.