Gustav Wikheim skifter til FC Nordsjælland
13.02.2025 11:30
Gustav Wikheim er ny spiller i FC Nordsjælland.
Den teknisk stærke nordmand kommer til klubben på en fri transfer efter, at hans aftale med den svenske klub Djurgårdens IF udløb ved årskiftet.
Her var Wikheim fast mand - og spillede blandt andet en stor rolle i Djurgårdens succesfulde Conference League-kampagne i efteråret. Tidligere har Gustav Wikheim også repræsenteret FC Midtjylland, hvor han spillede 116 kampe med 23 mål og 21 assists til følge.
Nu skal den norske offensivspiller fremover folde sig ud med tigeren på brystet. Wikheim har skrevet under på en kontrakt der løber frem til udgangen af 2026.
Gustav Wikheim
- Det er super fedt, at det nu er FC Nordsjælland, jeg skal spille for. Jeg glæder mig virkelig meget og har fået et rigtig godt indtryk af klubben i mine snakke med dem. Det er en ambitiøs klub, som gør tingene på en rigtig god måde. Så jeg kan ikke vente med at komme igang. - Jeg tror, at spillestilen i FC Nordsjælland passer mig rigtig godt. Det er teknisk fodbold, hvor jeg føler, at jeg kan udnytte mine kompetencer. - Jeg husker tydeligt fra min tid i FC Midtjylland, at det altid var en tung tur til Farum, fordi man vidste, at man skulle herop og løbe meget efter bolden. Så det bliver rart, at jeg nu kan være på den anden side og iklæde mig den røde trøje. - Jeg håber, at jeg kan komme og bidrage med mine kvaliteter. Jeg vil selv sige, at jeg er teknisk stærk, er god til at udfordre og har noget fart. Og så kommer jeg selvfølgelig også med noget erfaring, som jeg håber at kunnet dele ud af. - Jeg kender Kian Hansen fra min tid i FC Midtjylland, hvor vi spillede sammen. Og vi har talt lidt sammen løbende - og Kian har talt rigtig varmt om klubben og den gruppe af spillere, vi er samlet. Så jeg ser meget frem til at blive en del af gruppen.
Phil Radley, Director of Football
- Vi er rigtig glade for at kunne bringe Wikheim ind på holdet. Han er en utrolig dygtig offensiv spiller. Han har stor erfaring fra Superligaen - og har senest spillet europæisk fodbold med Djurgårdens IF. - Derudover har Wikheim en fantastisk personlighed, som passer rigtig godt ind i miljøet her i FC Nordsjælland. - For os har det handlet om at bringe den rette spiller ind i vores gruppe af angribere. Det skulle ikke bare være hvem som helst. Han skulle passe ind - og i løbet af transfervinduet var der ikke det rette match. Men med Gustav opstod der en mulighed for en spiller, som passede ind i det, vi ønsker. - Gustav har spillet kampe for Djurgården helt frem til slutningen af december, og han har trænet intenst på egen hånd i hele januar måned. Så fitnessmæssigt er han hvor, han skal være, men det kræver jo altid lidt tilvænning at komme til en ny klub.