FC Nordsjælland sælger Rocco Ascone til Halmstads BK

27.12.2025 13:00

FC Nordsjælland har i dag solgt den 22-årige franskmænd Rocco Ascone til Allsvenskan-klubben Halmstads BK, hvor den offensive midtbanemand har været på lån i efteråret.

Rocco Ascone fik sin fodboldopdragelse i Lille, før han som 18-årig i januar 2022 kom på en længere lejeaftale i Farum. Allerede i slutningen af februar 2022 fik han Superliga-debut i en 0-0 kamp mod Randers, og sæsonen efter blev han en fast del af Superliga-truppen med 12 kampe og to mål i den bedste danske række.

Lejeaftalen blev derfor konverteret til et køb i sommeren 2023, og i de næste to sæsoner var Rocco Ascone en del af Superliga-truppen, før han i august skiftede til Halmstads BK og var med til at spille den svenske klub opad i tabellen.

I alt nåede Rocco Ascone 33 kampe for FC Nordsjælland i alle turneringer og scorede tre mål undervejs.

Fodbolddirektør Alexander Riget

- Da vi valgte at lave en permanent aftale med Rocco for to-et-halvt år siden, havde vi selvfølgelig andre forhåbninger til hans fremtid i klubben end den måde, det er gået på. Vi så et stort potentiale i ham, men det har vi i fællesskab desværre ikke været i stand til at forløse. - Derfor blev han lånt ud til Halmstad i efteråret, og her fik han vist kvaliteterne og hjulpet dem fri af nedrykningskampen. Så det var en succesfuld lejeaftale, der nu udmønter sig i en transfer, som passer godt til alle parter. - For efter Rocco kom til FC Nordsjælland som en meget ung mand, står han nu bedre rustet til at tage de næste skridt i seniorfodbolden, og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden.

Rocco Ascone

- Jeg er taknemmelig for alle de ting, jeg har lært og udviklet i min tid i FC Nordsjælland, og det er ikke kun rent fysisk. Jeg har også udviklet mig mentalt, og jeg vil tage det hele med mig videre i min karriere. - For nu er min tid i FC Nordsjælland forbi, og jeg vil gerne have lov til at sige tak til klubben og tak til jer tilhængere.