FC Nordsjælland køber Leo Dorsin

16.12.2025 10:00

FC Nordsjælland har købt den 16-årige Leo Dorsin af den norske klub Rosenborg.

Leo er en højrebenet offensivspiller, der trods sin unge alder allerede har trænet med Rosenborgs Eliteserie-hold i længere tid og spillet kampe på deres næstbedste hold. Desuden er det også blevet til 12 kampe på forskellige norske U-landshold.

Leo kommer ud af en sportsfamilie, hvor faderen Mikael Dorsin er tidligere svensk landsholdsspiller, moderen Henriette er tidligere norsk elitehåndboldspiller og storesøster Frøya spiller fodbold for PSG.

Leo har skrevet under på en tre-årig aftale med FC Nordsjælland. Han begynder i klubben efter jul og starter som en del af vores U19-hold.

Leo Dorsin

- Jeg valgte FC Nordsjælland, fordi det er en klub, der er fantastisk for unge spillere. Samtidig har man en spillestil, der passer rigtig godt til mig, og folk i klubben har vist, at de har en stor tro på mig. Så jeg tror på, at jeg kan lykkes her. - Min ambition er at være her et godt stykke tid og blive en fast del af førsteholdet, og så må vi se, hvad der sker. Men jeg glæder mig til at spille i den røde trøje. Jeg kender lidt til Superligaen allerede, og jeg ved, at FC Nordsjælland spiller god, offensiv fodbold, der passer til mig. For jeg er en spiller, der godt kan lide at skabe uro i et forsvar. - Nu glæder jeg mig bare rigtig meget til at komme i gang og vise, hvad jeg står for.

Fodbolddirektør Alexander Riget

- Vi er meget stolte af, at det er lykkedes os at lave en aftale med Leo Dorsin. - Det er en aftale, vi har kunnet lave på grund af mange års arbejde med det stærke talentudviklingsmiljø, vi har skabt her i FC Nordsjælland. Det har vi gjort gennem et solidt teamwork, hvor alle fra rekruttering over uddannelse til fodbolddelen byder ind i forhold til spilleren og hans familie, så det er vores miljø, der bliver valgt til, og det er vi meget glade for. - Samtidig er det en fasttømret del af vores filosofi at give de unge talenter chancen på højeste niveau, når de er klar til det efter en tid med vores dygtige fodboldstab. Det ved spillerne også godt, og den mulighed køber de ind i. - Endelig handler vores model også om at lykkes med at rekruttere de største talenter i Skandinavien, og det er Leo et virkelig godt eksempel på. Vi ser det som en meget spændende mulighed for at arbejde med en ombejlet spiller, der passer godt ind i vores måde at spille fodbold på. - Nu glæder vi os til at arbejde sammen med Leo i de kommende år og være med til at udvikle ham som fodboldspiller og som menneske.