
Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Nederlag mod FCK: Meget tæt og lukket kamp
06.04.2025 17:07
For første gang i denne sæsons mesterskabsspil var der fodbold i Right to Dream Park, da FC København her til aften kom på besøg. I en tæt, chancefattig kamp endte bolden i nettet en enkelt gang, og desværre var det gæsternes Amin Chiakha, der med panden stod for det.
Dermed endte det med nul point på hjemmebanen, og cheftræner Jens Fønsskov Olsen ærgrede sig over, at det ikke blev til et enkelt point i en kamp, der modsat tidligere opgør ikke bød på mange chancer.
Havde håbet på uafgjort ❌
– Det er en meget tæt og lukket kamp mellem to hold, der har meget respekt for hinanden. Det var en vigtig kamp for begge mandskaber. Når det er en så lukket kamp med så få chancer, havde jeg så selvfølgelig helst set, at vi havde fået det ene point, men det gjorde vi ikke, og de havde lige kvaliteten til at finde et moment og udnytte det til at få et mål, de så kunne forsvare hjem. Det må vi have respekt for, og vi var ikke dygtige nok til at slå tilbage på det.
Fokus er på Randers 👀🔜
– Nu bliver vores opgave at ryste det her af os allerede i morgen og fokusere på næste kamp mod Randers FC. Det er heldigvis endnu en kamp her på vores hjemmebane, og der er ikke noget, vi hellere vil end at komme stærkt tilbage foran vores hjemmepublikum og give dem en bedre præstation end i dag. – Jeg håber personligt på en mindre låst kamp om en uge, og jeg kan i hvert fald love, at vi vil gå efter det med alt, hvad vi har, og forhåbentligt give vores fans noget at juble over.