En milepæl for Benjamin Nygren: Det er virkelig stort
23.04.2025 15:00
I vinteren 2022 kom Benjamin Nygren til FC Nordsjælland fra belgiske KRC Genk, hvor den unge svensker havde været lejet ud til Heerenveen i Eresdivisionen. Nu har den 23-årige svensker rundet en milepæl for FC Nordsjælland, da han i sejren over Randers FC spillede sin kamp nummer 100.
Det har været en turbulent tid for Benjamin Nygren, der meget symptomatisk for årene i FC Nordsjælland scorede sit andet professionelle hattrick i sin kamp nummer 100 for klubben. Han er nu medlem af en eksklusiv klub, og svenskeren ser tilbage på en meget speciel tid.
Stoltheden fylder ❤️💛
- Det er virkelig stort. Det er ikke alle, som spiller 100 kampe for en klub som FC Nordsjælland, så jeg er stolt over at være en af dem. Og det gør mig rigtig glad, da FC Nordsjælland betyder rigtig meget for mig og er blevet mit hjem de sidste 3 1/2 år nu. Det er stort.
Fra ung dreng til mand 🐯
- Jeg føler, at jeg kom til klubben som en ung dreng, og nu er jeg blevet mere voksen og moden både på og uden for banen. Jeg er vokset utrolig meget i FCN. Derfor betyder klubben også utrolig meget for mig, da de har været med mig hele tiden i min rejse fra en ung uerfaren dreng til en voksen fodboldspiller. FCN har hjulpet mig til at blive den, jeg er i dag, så derfor er FC Nordsjælland en stor del af mig.