FC Nordsjælland forlænger med Nico Ercan

01.04.2025 07:00

I lørdags nettede han to gange, da vores U17-hold slog Esbjerg 5-0 i Farum og i dag kan 17-årige Nico Ercan glæde sig over at forlænge med FC Nordsjælland. Den unge offensivspiller har netop sat sin underskrift på en ny kontrakt med FCN.

Hverdagen i Farum er ikke uvant for Nico Ercan, der kom til Farum Boldklub og FC Nordsjælland som 12-årig, og den unge offensivspiller kan nu forsætte sin positive udvikling her i klubben.

Nico Ercan er en teknisk stærk og kreativ spiller, der både finder sig tilpas i de centrale og brede offensive positioner, da han med sin gode acceleration og balance er god mand mod mand. Den unge offensivsspiller gør sig bemærket med sin gode spilintelligens, som gør ham i stand til at finde rummene mellem modstanderens kæder.

Nico Ercan

- Det føles rigtig godt at forlænge med FC Nordsjælland. Jeg har været i klubben i en del år efterhånden, og er ikke i tvivl om, at det fortsat er det rigtige sted for mig at være. Jeg ser en god fremtid for mig selv her i FCN. - Jeg ser frem til at bygge endnu mere på min udvikling, så jeg kan komme mere ind omkring U19-holdet og fortsætte mine gode takter på U17. Dertil glæder jeg mig også til at være med omkring vores internationale akademi og spille nogle spændende kampe med dem. - Den helt store drøm er fortsat, at få min Superliga-debut her i FC Nordsjælland, da klubben betyder meget for mig.