Foto: Noah Thilemann

Der er ikke plads til vold i vores fællesskab

23.04.2025 13:52

Fælles udmelding fra FC Nordsjælland og FC Midtjylland efter voldelig episode i Farum. Vi står sammen mod vold i fodbolden, og FC Midtjylland tildeler gerningsmanden en karantæne på 10 år.

I forbindelse med tirsdagens kamp mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland blev en ældre lokal tilskuer overfaldet uden for stadion. FC Midtjylland har på baggrund af overvågningsmateriale identificeret gerningsmanden som en tilhænger med tilknytning til den gæstende klub.

Episoden er dybt alvorlig. Derfor har FC Midtjylland truffet en klar og konsekvent beslutning: Vedkommende vil blive tildelt 10 års karantæne fra alle klubbens kampe og arrangementer – både hjemme og ude.

Når vold opstår i forbindelse med en fodboldkamp, er det ikke blot et spørgsmål om utilstedelig opførsel. Det er et grundlæggende brud med de værdier, som sporten er bygget på. Fodbold skal samle mennesker – ikke skabe frygt. Og der må aldrig kunne stilles spørgsmålstegn ved, hvordan vi som klubber reagerer i den slags situationer.

Både FC Nordsjælland og FC Midtjylland er familieklubber. Et fællesskab, hvor alle – børn, unge og ældre – skal kunne mødes om fodbolden i trygge og ordentlige rammer. Vold har ingen plads i det fællesskab. Hverken på tribunen, uden for stadion eller andre steder i tilknytning til klubberne.

Fodbolden lever af følelser, passion og intensitet. Men det må aldrig kamme over i trusler, vold eller utryghed. Fællesskab forpligter – og netop derfor har begge klubber nultolerance over for vold og trusler.

På vegne af:

Trine Hesselund Hopp Møller, Administrerende direktør i FC Nordsjælland

Preben Rokkjær, Marketing- og supportdirektør i FC Midtjylland