Foto: Tobias Jørgensen / Gonzales Photo

FC Nordsjælland er videre i pokalturneringen efter 5-0 sejr over Fremad Amager

25.09.2024 18:44

Det duftede af pokalfodbold, da FC Nordsjælland onsdag aften var på besøg i Sundby Idrætspark, hvor Fremad Amager ventede. 

Og selvom der var talstærkt fremmøde på lægterne og hjemmepublikummet i den grad forsøgte at skubbe deres hold frem, var der aldrig rigtigt tvivl om udfaldet af kampen.

For allerede efter tre minutter udplacerede Benjamin Nygren Hjalte Dalsgaard i Fremad Amager-målet. 1-0-scoringen punkterede reelt spændingen i kampen, selvom Marcus Ingvartsen 2-0 scoring først faldt i halvlegens tillægstid. For på trods af god fight, var hjemmeholdet fra Fremad Amager aldrig rigtigt farlige i kampens første 45 minutter. 

Farlige var FC Nordsjælland tilgegæld efter pausen - og stadionuret havde ikke rundet 70 minutter før vi var foran 5-0. Marcus Ingvartsen scorede to stort set identiske mål på hovedstød, mens også Peter Ankersen ville lege med. 

5-0 blev også slutresultatet - og FC Nordsjælland er derfor klar til 1/8-finalen af Oddset Pokalen. 


Pokaldrømmen lever 🏆

Efter kampen var cheftræner Jens Fønsskov Olsen glad for resultatet og størstedelen af indsatsen - selvom det ikke var alt, der spillede i kampen. - Jeg så en god indsats og et solidt resultat fra drengene i dag. Det er altid svært i de her pokalkampe - og selvom vi var favoritter og skulle vinde i dag, så er det ikke altid sådan, det går. Det er en svær øvelse. Derfor er jeg rigtig glad for resultatet og at vi nu er videre til 1/8 finalen. - Vi fik flere minutter i benene med nogle konstellationer rundt omkring på banen samtidig med, at vi får scoret fem flotte mål og holder nullet. Så det er selvfølgelig tilfredsstillende - selvom det ikke var alt, der sad i skabet i dag. - Vi havde lidt problemer med vores pres i første halvleg, hvor vi var lidt for langt fra dem. Uden at Fremad Amager dog for alvor blev farlige. Men det mål, vi får lige inden pausen, er rigtig vigtigt for os. - Jeg synes, at vi får talt nogle ting igennem i pausen og kommer godt ud til anden halvleg. Og så går gassen lidt af Fremad Amager samtidig med, at vi er rigtig kyniske og får afgjort kampen. - Og så vil jeg også gerne sende en stor ros til de fans, som tog turen herud i dag. De skabte en fed kulisse og vi kunne mærke dem, selvom de stod lidt langt væk fra banen. Så jeg er glad for, at de gav os noget og at vi så også kunne give dem noget tilbage igen.

Næste opgave for Jens Fønsskov Olsen tropper er på mandag, når Brøndby IF kommer på besøg i Right to Dream Park. 

Der er stadig billetter at hente, hvis du er hurtig 👇