Sæsonens første nederlag: Ingen grund til bekymring
22.09.2024 14:19
Efter maksimum point efter de første fem kampe i sæsonen i Gjensidige Kvindeligaen måtte vi søndag eftermiddag gå fra banen uden point, da Fortuna Hjørring var skarpe og vandt 2-0 i Right to Dream Park.
Kampen startede ellers rigtig godt for FC Nordsjællands Kvindeliga-hold, der ret ubesværet fik spillet sig ud af Fortuna Hjørrings pres, hvilket resulterede i flere optræk til chancer. Efter kun 3 minutter diskede Fortuna Hjørrings keeper op med en fremragende redning på et langskud af Cecilie Larsen, der via overliggeren faldt ned for fødderne af Alma Aagaard, som desværre ikke fik udnyttet riposten.
På trods af et stort overtag i spil og chancer kunne Fortuna Hjørring efter 7 minutters spil juble, da de havde bragt sig foran 1-0. Første halvleg fortsatte med et stort spilovertag til FC Nordsjælland, men det blev ikke til flere mål i første halvleg.
I anden halvleg kom vi igen stærkt fra start, men på trods af flere gode chancer fik vi ikke udnyttet til at sparke bolden ind i netmaskerne. Omvendt kunne gæsterne juble over en 2-0-scoring på en kontra efter 71 minutters spil, hvilket også blev kampens resultat.
Med kampens resultat falder vi ned på en aktuel andenplads i Gjensidige Kvindeligaen et point efter Fortuna Hjørring, men det bekymrer ikke cheftræner Chris Sargeant.
- Som vi også nævnte over for pigerne inden kampen i dag, så skal vi huske på, at det kun var den sjette kamp i sæsonen, og intet er hverken blevet vundet eller tabt i dag. Vi ville selvfølgelig gerne havde vundet i dag, men sæsonen er lang og vi har kun spillet en fjerdedel af kampene, så vi har intet at stresse over.
- Vi er aktuelt på andenpladsen i Kvindeligaen, og jeg vil stadig mene, at vi har haft en rigtig fin start på sæsonen på trods af dagens resultat.
To situationer blev afgørende
- Dagens kamp blev i min optik afgjort på to situationer, hvor vi ikke forsvarede så aggressivt, som vi gerne vil. Vi mistede fokus og var ikke fysiske nok i vores aktioner i de to tilfælde, og det kostede os dyrt i dag. De scorede to mål på det, og omvendt fik vi skabt nogle gode og store chancer, og fik spillet god fodbold i perioder, hvor vi ikke fik udnyttet det til at få den ind i netmaskerne. Og det afgjorde kampen. - Jeg syntes, at vi dominerede store dele af kampen i forhold til boldbesiddelsen og styre kampens rytme. Jeg har ikke set statistikkerne fra opgøret, men jeg tror, at vi var dominerende på flere statistikker i dag, som også er vigtig for os med måden, vi spiller på. Det gav os ikke det ønskede resultat i dag, men det er jeg sikker på, at det vil, hvis vi præsterer, som vi gjorde i dag. - Vi skal have strammet op på nogle ting fra kampen i dag og være mere aggressive i de afgørende momenter, men derudover syntes jeg, at vi spillede en god kamp i dag. Der var nogle gode præstationer i dag, men vores manglende aggressivitet i Fortunas to mål og vores mangel på kynisme offensivt gjorde udfaldet i dag. - Jeg er ærgerlig over, at jeg står med følelsen af, at Fortuna til tider arbejdede hårdere end os i dag. Det er igen en smule skuffende, da det ikke bør være muligt for noget hold at komme her til Farum og arbejde hårdere end os. Så det skal vi have kigget på. - Jeg syntes overordnet set, at vi spillede fint og fortjente mere i dagens kamp, men sådan er fodbold også nogle gange. Men som jeg også nævnte tidligere, så er det kun den sjette kamp i sæsonen, så der er ingen grund til bekymring.
Fantastisk opbakning
- Det var fantastisk at mærke støtten i dag. Vi fik en fremragende støtte fra fansene i dag, og det var der virkelig brug for. Det er altid dejligt at mærke, at man har fansenes støtte, når man kommer bagud, da man har brug for det ekstra skud energi, som man kan få fra fansene. Og det var tydeligt at se, at fansenes støtte og volumen var med til at hive spillerne op inde på banen. - Det var dejligt at se så mange fans i dag. Vi kan høre og se dem, og det betyder utrolig meget for os.