Villum Dalsgaard skriver ny FCN-kontrakt
22.10.2024 07:00
FC Nordsjælland og Villum Dalsgaard har fået papir på hinanden. For nylig greb den 18-årige offensivspiller således kuglepennen og skrev under på en ny kontrakt.
Villum Dalsgaard er en offensivspiller, der er god i de små rum på grund af sine hurtige fødder og gode teknik og venstrefod. Spilforståelsen er i top, når den 18-årige træder på ind på banen, hvorfor han er skarp i relationerne med sine medspillere.
Den unge angriber er netop vendt stærkt tilbage på U19-holdet efter en længere skadesperiode, hvorfor det glæder ham, at han kan fortsætte sin positive udvikling og har fået fremtiden på plads med den nye kontrakt med FC Nordsjælland.
Villum Dalsgaard
- Det føles virkelig godt at skrive under på den nye kontrakt. Det har været undervejs i et stykke tid, så jeg er glad for tilliden fra FCN. Jeg har været ramt af en skade, så det betyder meget for mig, at klubben gennem den nye kontrakt giver mig god tid til at komme helt tilbage. Så det er generelt bare utrolig fedt. - Jeg er rigtig glad for at være en del af FC Nordsjælland, og jeg føler, at jeg udvikler mig hver dag. Det føles derfor som det helt rigtige for mig at fortsætte her i klubben. - Hele klubben fra fysioterapeuter til fysiske trænere har været virkelig gode til at motivere mig hver dag gennem mit skadesforløb og fået mig stærkt tilbage. Nu føler jeg mig helt klar igen, så jeg glæder mig over den nye kontrakt og udsigten til en masse fodbold her i FCN.