Opdatering fra U19-drengene: Stærke præstationer
31.10.2024 08:30
Det er tre uger siden, vi senest fik en opdatering fra vores to U19-hold, og nu er det igen blevet tid til at få en opdatering. Sidste gang kunne de to cheftrænere berette om flere gode præstationer, og det er heldigvis fortsat tilfældet for vores U19-drenge.
U19-pigerne har haft en pause fra kampe i den hjemlige liga efter de den 12. oktober desværre måtte se sig slået af Kolding IF for anden gang i denne sæson. U19-drengene har efter en kort landsholdspause fået gang i U19 Ligaen igen, hvor det er blevet til to kampe mod henholdsvis Brøndby IF og AGF.
Vi har i denne uge taget en snak med U19-drengenes cheftræner, Sune Jensen, der fortæller, at spillerne fortsætte med at levere gode og solide præstationer, hvortil han også giver en forklaring på de gode tendenser og ser frem mod weekendens kamp mod Randers FC hjemme i Right to Dream Park.
U19-drenge
Efter en landsholdspause hvor vi havde flere spillere afsted på landsholdsopgaver ventede Brøndby IF i U19 Ligaen lørdag den 19. oktober. Kampen blev spillet hjemme i Right to Dream Park, og endte med en 1-0-sejr til os, og Sune Jensen påpegede, at det var en præstation med både positive og mindre gode elementer.
- Vi har haft en træningsgruppe hjemme under landsholdspausen, der har arbejdet benhårdt og trænet virkelig godt, og så har vi haft en masse spillere afsted, hvilket vi er rigtig stolte af. Vi blev samlet for første gang torsdagen inden kampen mod Brøndby, hvor vi havde en god træning, så vi så frem mod kampen om lørdagen.
- Det var en lidt blandet præstation mod Brøndby. Vi havde mange gode momenter i forhold til at holde fast på bolden, hvor vi fik skabt en kontrol i kampen, og så havde vi god intensitet i presset, hvilket betød, at vi fik skabt lidt chancer som resultat heraf. Men jeg syntes også, at vi ikke fik skabt nok i forhold til, hvor meget vi havde bolden, og jeg syntes, at vi gav alt for mange chancer væk i forhold til kampbilledet.
- Vi lykkedes i det store hele med at få det kampbillede, som vi ønskede, hvor vi havde bolden rigtig meget og fik sat en masse afleveringer sammen, hvortil vi fik gjort det til en holdpræstation. Vi efterlod ikke for store områder til Brøndby, så spillerne lykkedes rigtig godt med vores gameplan.
I weekenden stod den så på en af de længere udebaneture, da U19-drengene mødte AGF. Her blev det igen en tæt kamp, hvor vi igen trak os sejrsrigt ud af opgøret med cifrene 1-0, hvilket glæder cheftræneren.
- Det var en intens kamp og et opgør med en masse tempo. Det var to hold, der gerne ville presse og skabe chancer. Vi havde et lille overtag på bolden, og vi har bolden en smule mere end AGF, men det var også en ret chancefattig kamp. Vi har få chancer, mens AGF kun har én enkelt.
- Det er altid fedt at spille de helt tætte kampe, hvor spillerne virkelig skal stå på tæer for at vinde. Og det har spillerne også selv kunne mærke, at de har gjort. De har været virkelig gode til at skabe et stærkt sammenhold, hvor vi hjælper hinanden og fejrer tingene sammen, så det er vi meget positive over at se.
Med to 1-0-sejre i de to seneste kampe og flere solide præstationer spurgte vi Sune Jensen, hvad der var årsagerne til, at U19-drengene spillede så stabilt for tiden.
- Først og fremmest arbejder spillerne benhårdt for hinanden, og så er vi stærke til at forsvare som én enhed. Spillerne har også set vigtigheden i at forsvare og kunne holde et clean sheet i kampene.
- Vi har rigtig mange dygtige spillere, der kommer op igennem akademiet. Det kan man også se på Superliga-holdet, hvor der er flere U19-spillere, som starter inde og endnu flere, der sidder på bænken. Så vi har en stor og bred gruppe, der kan spille U19-fodbold, som dagligt presser hinanden på den gode måde.
Cheftræneren påpegede også, at vi i år har et U19-hold - der på trods af en del oprykninger til Superliga-truppen - kender hinanden rigtig godt og spillede sammen i store dele af sidste sæson.
- Vores præstationer har blandt andet noget at gøre med, at vi har nogle utrolig dygtige spillere og så er vores spillestil også designet til, at vi løser tingene sammen – som et hold. Dertil har denne gruppe spillere spillet sammen i et længere stykke tid nu, da det stort set er de sammen, som spillede sammen i sidste sæson. Og når man spiller sammen i længere tid, får man automatisk en bedre indbyrdes forståelse for hinanden, så man kan hjælpe hinanden bedst muligt. Så det er også en del af historien.
I weekenden står den igen på U19-fodbold fra U19 Ligaen hjemme i Right to Dream Park, når Randers FC kommer på besøg lørdag klokken 13. Og Sune Jensen ser frem til endnu et tæt opgør mod et hold, der formentlig opgiver mere af spillet til os, end vi har set de seneste par kampe.
- Det bliver en opgave, hvor vi forventer, at Randers står lidt længere tilbage på banen og vil overlade bolden lidt til os, hvor de så kan straffe os på omstillinger og dødbolde. Jeg forventer igen, at det bliver en tæt kamp, hvor Randers selvfølgelig har en hensigt om at skulle drille os, så det bliver spændende om vi kan følge op på de gode præstationer her på hjemmebane.
- Det er altid fedt at spille i Right to Dream Park. Det er en god bane og fine omgivelser, så vi glæder os altid til at skulle vise os frem her på hjemmebane.
Kampen kan ses live på vores YouTube-kanal (her), og der er fri adgang til stadion, hvis man ønsker den fulde oplevelse.