Pointdeling mod Silkeborg: Ærgerligt vi ikke vinder
20.10.2024 17:30
Landskampsfodbolden betød, at der i sidste uge var pause fra Superliga-fodbolden, hvorfor vi havde glædet os til søndag eftermiddag, da vi fik besøg af Silkeborg IF hjemme i Right to Dream Park i 12. spillerunde i 3F Superligaen.
Efter to 4-1-sejre på stribe var der god optimisme at spore hos de små 5.000 fremmødte fans, men allerede i det tredje minut fik vi en mavepuster, da Silkeborg IF fik bragt sig foran 1-0 på et effektivt kontraangreb. Det var også pauseresultatet, da der på trods af flere optræk til chancer ikke kom flere mål i første halvleg.
I anden halvleg fik vi mere kontrol over kampen, og udligningen virkede til at komme tættere og tættere på. Vi skulle helt frem til det 75' minut før forløsningen endelig var en realitet, da vi efter en dødbold kunne se bolden inde i netmaskerne bag Nicolai Larsen. Efter udligningen pressede vi yderligere på, men det lykkedes os desværre ikke at score det afgørende mål, hvorfor vi måtte tage til takke med det ene point i dag.
Efter kampen var cheftræner Jens Fønsskov Olsen ærgerlig over, at det ikke lykkedes os at få alle tre point.
Relativt højt bundniveau 💪🏼🐯
- Min første reaktion er, at jeg er ærgerlig over, at vi ikke vinder her på vores hjemmebane. Jeg synes jo ikke, at man kan arbejde med fortjent og ufortjent i fodbold, men jeg syntes, at vi var dem, der ledte mest efter de tre point i dag. - Vi havde de fleste chancer, og jeg syntes også, at vi forsvarede os godt, hvilket betød, at vi formåede at holde Silkeborg nede på et minimum af chancer i dag. Silkeborg er et utrolig dygtigt hold, som sjældent taber. - Det var ikke vores bedste kamp i dag. Det var ikke helt vildt godt, og det var heller ikke dårligt, men det var et sted lige imellem, så jeg hæfter mig ved, at vi holder et relativt højt bundniveau. Der er bund i de ting, vi foretager os, og det er jeg glad for.
Bedre 2. halvleg 🧠⚽️
- Jeg syntes, at vi i første halvleg endte med at spilde tiden lidt, hvor vi hverken fik taget de positioner, vi ønskede eller holdt vores offensive gameplan. Vi ville gerne havde været mere inde mellem linjerne og ned bagved, men vi kom til at spille meget rundt om deres juletræsformation, hvor vi ikke rigtigt kom ind, hvor det gjorde ondt på Silkeborg. Det var selvfølgelig irriterende. - Vi havde en rigtig god pause, hvor vi fik snakket lidt om tingene og set et par gode klip fra første halvleg, og så syntes jeg, at vi tog initiativet fra første fløjt i anden halvleg. Vi fik kampen mere over på vores præmisser, men kunne desværre ikke selv lave målene, men pressede så meget på, at vi fik den hjælp, der skulle til, da vi blev ved med at opsøge målet. - Afleveringsstatistikkerne fortæller nok en historie om, at Silkeborg havde lidt respekt for os og stod lidt længere tilbage på banen. Vi ved, at de har store kvaliteter i omstillingsspillet, så de overlod det nok lidt bevidst til os. - Derudover var det dejligt, at vi igen fik taget initiativet i en kamp her på hjemmebanen, og så er det selvfølgelig rart at se, at nogle af de statistikker der er vigtige for os, også falder ud til vores fordel i dag.