FC Nordsjællands midtbane er blandt verdens bedste under pres

04.10.2024 12:00

Joshua Kimmich fra Bayern München, Aurélien Tchouaméni fra Real Madrid og danske Pierre-Emile Højbjerg fra Marseille. 

Det er ikke umiddelbart navne, som man normalt ville sammenligne med spillere fra FC Nordsjælland eller Superligaen generelt. 

Men det er ikke desto mindre tilfældet i en ny rapport fra fodboldanalyse-instituttet , CIES Football Observatory. De har nemlig i samarbejde med analyseværktøjet SkillCorner dykket ned i midtbanespilleres evne til at spille sig ud af situationer, hvor de er under pres fra modstanderholdet. 

CIES Football Observatory har kogt listen ned til de 20 spillere, med den højeste "retention procent" (hvor ofte spilleren formår at fastholde boldbesiddelsen i situationer, hvor modstanderholdet sætter ham under pres). 

Spillerne skal som minimum have haft 60 sekvenser med pressituationer imod sig - og blandt store navne, som eksempelvis de tre ovenstående, finder vi ikke bare én, men to FC Nordsjælland-spillere. 

Mario Dorgeles og Zidan Sertdemir er således at finde på listens 5. og 10. plads med en 'retention procent' på henholdsvis 92 og 90,2. Det vil sige, at det for Mario Dorgeles vedkomne er lykkedes at komme succesfuldt ud af en pressituation i 92 procent af tilfældene, mens det for Sertdemirs vedkomne er lykkedes i 90,2 procent af tilfældene. 

Udvides listen til 𝗧𝗼𝗽 𝟮𝟱 er Jeppe Tverskov ligeledes med på en 22. plads med en 'retention procent' på 89,4.

Og evnen til at spille sig vellykket ud af situationer, hvor modstanderne lægger et pres, har stor betydning for, at vi lykkes med den måde, vi gerne vil spille fodbold på. Sådan lyder det for Chefanalytiker for Superligaholdet, Thor Herdal, samt to af spillerne på listen; Zidan Sertdemir og Jeppe Tverskov. 

Thor Herdal

- Jeg synes, at det siger noget om, at vi har nogle teknisk rigtig dygtige midtbanespillere. Spillere, som er komfortable med bolden - også under højt pres. Det er den ene side af det. - Den anden side er, at vi også har en spillestil, der lægger op til, at vi også gerne vil spille tæt på presset. Vi vil gerne have kompakte positioner, så vi kan lokke modstanderen tæt på. Og så har vi nogle løsninger derfra i forhold til at komme ud af det. - Så rent kollektivt er der nogle løsninger for spilleren, når han modtager bolden under højt pres. Så ved han, at der er 1-2-3 muligheder, han kan kigge efter, hvilket gør, at selvom modstanderen kommer i et højt pres og måske fra begge sider, så har vi nogle hurtige veje ud. - Vi synes, at vores midtbanespillere er enormt dygtige teknisk. Så vi vil rigtig gerne have dem på bolden og få dem til at sætte spillet for os. Gør vi det, så tror vi på, at vi øger sandsynligheden for at lave nogle gode chancer. Derfor er meget af vores spil også bygget op omkring, at vi gerne vil give midtbanespillerne bolden. Og så har vi trænet nogle mønstre og har nogle forskellige måder at kunne komme videre derfra. - Så det er jo en måde at få lokket modstanderholdene i nogle fælder i et højt pres og være i stand til at spille bolden videre og skabe farlige situationer derfra.

Zidan Sertdemir

- Det er en stor anerkendelse at se sig selv på sådan en liste og på den måde kunne sammenligne sig selv med rigtig gode spillere fra store klubber. Det er jeg ret stolt over. - Personligt føler jeg mig meget komfortabel, når jeg står over for et pres fra modstanderen undervejs i en kamp. Det er en af mine forcer, synes jeg selv. I FC Nordsjælland vil vi gerne have bolden så meget som muligt. Og meget af spillet går igennem os midtbanespillere. Så det kræver af os, at vi er rolige i pressituationer. - Det er jo også noget, vi træner hver eneste dag på træningsbanen. Så det er noget, man i kampsituationer er meget rolig omkring. Og man ved, at man altid har en eller to medspillere, der bakker op og gør det muligt at komme ud af situationerne med bolden på fødderne og så skabe farlige situationer derfra.

Jeppe Tverskov

- Jeg synes, at det siger meget om vores spillestil, at vi har tre spillere repræsenteret på listen - og Zidan og Mario i top 10. Vi spiller på en måde, hvor man kommer i situationer, hvor der kommer pres på midtbanespillerne. Og der skal løses nogle situationer på meget lidt plads. - Vi spiller med de centrale midtbanespillere meget tæt på hinanden i opbygningen, så vi kan bruge hinanden. Og det kan give os nogle fordele, hvis vi får tiltrukket et pres og kommer fri af det. For så kan man næsten få nogle af de her halve omstillinger, der kan skabe chancer. - Som midtbanespiller i FC Nordsjælland oplever man det i mindre grad som et pres, fordi vi qua vores spillestil altid har en medspiller tæt på, som hjælper en med at løse situationen. Og det gør, at vi godt kan sætte bolden på spil og ind i nogle små mellemrum, fordi vi er trygge ved, at der ligger en ved siden af, som kan hjælpe en ud af situationen. - Alle hold øver selvfølgelig deres spillestil, når de har bolden, men det er også vigtigt at øve, hvad man gør uden bold og hvordan man presser et hold hen til det sted på banen, hvor man gerne vil have det og erobre bolden der. Og derfor er det virkelig vigtigt at kunne modstå det pres, man kommer under. Og det viser tallene jo, at vi er ret dygtige til heldigvis.