Chris Sargeant efter HB Køge-sejren: En fantastisk følelse
05.10.2024 16:00
Lørdag eftermiddag skulle vores Kvindeliga-hold forsøge at fortsætte de gode resultater i Gjensidige Kvindeligaen, da vi fik besøg af HB Køge i Right to Dream Park.
Efter en første halvleg hvor begge hold havde haft enkelte gode scoringsmuligheder og presset hinanden højt, gik vi til pause, som vi startede, med 0-0 på måltavlen.
I anden halvleg fik vi mere styr på kampen, hvilket også betød, at vi kom tættere og tættere på føringsmålet. Efter 71 minutter kom den forløsende scoring endelig, da Josefine Funch kom først på riposten på en afslutning af Emilia Asgeirsdottir, og med en hurtig aflevering fandt en fri Anna Walter tæt under målet, der kynisk sparkede bolden op i nettaget.
Føringsmålet var en realitet, men vi stoppede ikke med at presse på. Emilia Asgeirsdottir kom fri på vores højreside i det 90'ende minut, og med en flot aflevering på tværs af feltet fandt hun en helt fri Alma Aagaard, der blot satte indersiden på og scorede til slutresultatet 2-0.
Dermed indtager vi fortsat Gjensidige Kvindeligaens førsteplads efter otte runder, og det var en glad cheftræner, vi fangede efter kampen.
En stærk holdindsats ❤️💛
- Det føles altid fantastisk at få en sejr og de tre point. Dertil inkasserer vi heller ikke nogen mål i dag, hvilket også er dejligt. Vi arbejdede utrolig hårdt for de tre point i dag, og det var dejligt at se hele holdets arbejdsindsats i dag og vilje til at kæmpe ekstra hårdt for sejren. Tre point mod HB Køge er altid fremragende. - Det var ikke overraskende, at HB Køge kom ud og pressede højt mod os i dag, da vi er vant til, at hold gerne vil prøve at forstyrre os på bolden. I den seneste kamp mod HB Køge havde de en anden taktik, hvor de stod lidt lavere på banen, men vi træner hver dag på vores identitet og udtryk, så det gør ikke nogen forskel, om vi møder et hold, der presser højt eller står lidt dybere på banen. - Vi vil gerne bygge op nedefra, selvom vi møder hold, der går højt på os, som Køge gjorde i dag, da det er en del af vores spillestil. Vi løste det rigtig godt i dag, og spillerne skal have stor ros for, at vi lykkedes med at spille os ud af deres pres.
Vi lagde mere på i anden halvleg
- Vi formåede at finde lidt mere rytme i vores spil i anden halvleg, hvilket betød, at vi fik skabt lidt flere chancer og i sidste ende også fik scoret de afgørende mål. - Jeg syntes, at vi overordnet set også spillede en rigtig fin første halvleg, hvor vi dog ikke lykkedes med den sidste aktion eller aflevering. Derfor snakkede vi om i pausen, at vi skulle blive ved med at presse på og så være en lille smule mere rolig i de afgørende situationer. - Det lyder måske lidt simpelt, men vi snakkede om, at vi bare skulle fortsætte og lægge på. Og jeg syntes, at vi leverede rigtig flot fodbold i anden halvleg. Vores indstiftere var også med til at få de sidste marginaler over på vores side, og det var fantastisk at se. Vi viser igen i dag, at vi har en fremragende trup, da vi har mulighed for at bygge på vores momentum, når vi skifter nye spillere ind. Det er ikke nemt at blive skiftet ind i en kamp – og slet ikke mod HB Køge – men jeg syntes, at det var nogle rigtige gode indhop i dag.